Der er mange fordele ved at isolere og udnytte loftetagen. Dels er det lettere og billigere end at bygge ud, dels foregår det hele indendørs, så I kan arbejde uafhængigt af vejret. Og endelig behøver haven ikke at ligne en byggeplads, mens arbejdet foregår. Så går I og overvejer at inddrage tagetagen til forældresoveværelse eller et værelse med udsigt? Og mangler I overblik over, hvordan I kommer i gang, og hvordan I skal gribe projektet an? Så er denne Gør Det Selv-artikel svar på en masse spørgsmål. Både dem, I har stillet jer selv, og nogle af dem, I ikke er nået frem til at stille endnu. Læs artiklen nu, så ved I, hvad der skal gøres, og kan bedre beslutte jer for, om I vil gå i gang. Der er dog nogle ting, I skal undersøge forinden. Hvad bliver lofthøjden, når isoleringen er sat op? Hvor mange kvadratmeter beboelsesareal kommer der ud af det? Må man overhovedet udnytte førstesalen i jeres hus? Og hvor meget skal der isoleres med? Især beregning af det sidste kræver professionel hjælp fra en ingeniør, hvis loven skal følges. I dette hus blev isoleringstykkelsen i tagrummet beregnet til 240 mm mineraluld. Spærene er 245 mm dybe, men da der skal være et hulrum på 50 mm mellem isolering og et diffusionstæt undertag, er der kun plads til 195 mm isolering mellem spærene. Uden på denne isolering lagde vi dampspærren og skruede derefter stålprofiler. Med 45 mm isolering mellem profilerne uden på de 195 mm blev det til 240 mm isolering. Og med dampspærren beskyttet af det yderste lag isolering og to lag gips risikerer vi ikke, at en skrue eller et søm en dag prikker hul i folien. Til sidst skruede vi to lag 13 mm gipsplader på stålprofilerne, det svarer til brandklasse 1. Og vi var klar til maleren.