Førhen var det 12 volt maskinerne, der var allroundværktøjet, men med litiumionbatterierne, der er inddelt i celler af 3,6 volt, hedder de nu 14,4 volt. Netop 14,4 volt maskinen er de fleste gør det selv’eres værktøj nr. 1. Det er den, de oftest griber efter, når en opgave skal løses.
De fleste af gør det selv-modellerne i denne kategori har rigelig kapacitet i styrke og udholdenhed til langt de fleste af de typiske opgaver, vi kommer ud for hjemme i værkstedet og i boligen i øvrigt. Først når der skal bores med meget store dimensioner bor og skrues lange, kraftige skruer i den nye tilbygning, må de fleste af disse maskiner give op og bede om hjælp fra storebrødrene på 18, 35 eller 240 volt.
Jo mere din bore/skruemaskine kan klare, desto mindre har du brug for andre, større maskiner. Derfor er det vigtigt, at du finder en maskine, der har de kræfter, du forventer. Og det er vigtigt, at du får så mange af de gode funktioner med: to gear – et til boreopgaver, et til skruer, et fornuftigt antal momenttrin (cirka 20), så du kan indstille maskinen til at skrue med netop den ønskede styrke, og meget gerne LED-lys placeret nede på eller lige over batteriet. Lyset er praktisk, når du arbejder i en mørk krog eller i bunden af et skab. Men lyset skal helst ikke sidde lige under borepatronen, for så skygger patronen for arbejdslyset.
Endelig er der batterierne, som holder længere, jo større antallet af amperetimer (Ah) er. Du skal også se på ladetiden, som helst ikke skal overstige en time. Selv om du har to batterier, hjælper det ikke, hvis batteriet i laderen ikke er klar igen, når batteriet i maskinen løber tør for strøm.
Til slut er der ergonomien: En let maskine med en god balance og et behageligt greb er det, du skal gå efter, hvis ellers grebet passer til din hånd.
Der er tæt løb i testen. Stort set alle de testede 14,4 volt bore/skruemaskiner klarer sig fint i testen.