Det er en god investering at lægge klinker på trappen frem for at lade den stå i rå beton. Det forlænger nemlig trappens levetid betydeligt. Lægger du klinker og fuger rigtigt fra starten og efterfølgende sørger for at gå fugerne efter med jævne mellemrum, så fugten ikke kan trænge ned i betonen, kan en trappe med hårdtbrændte klinker sagtens holde i op til 50 år. Inden du lægger klinkerne, skal du sikre dig, at trinene har det rette fald (1-2 cm pr. meter), og at overfladerne er plane. Trappen her er nypudset og parat til en ny overflade, så vi kunne gå i gang med det samme. Og da vi havde sat os for at klare arbejdet på en weekend, var vi nødt til at starte om fredagen.