Test af enhåndstvinger

Enhåndstvinger er ikke skruetvingens afløser, men dens hurtige og smarte ledsager. De gode kan holde fast på emnerne alene et stykke tid, indtil du er klar med skrue eller en stærk skruetvinge. Men som oftest får du, hvad du betaler for, så læs vores test, og se, hvilke modeller der passer til dit behov.

Hvis der er noget, en håndværker altid savner under arbejdet, så er det to ekstra arme og hænder. Helt så gavmilde er enhåndstvingerne måske ikke, men i masser af tilfælde frigør de i det mindste en hånd, når der skal anbringes en tvinge og spændes på noget, der skal bearbejdes, justeres på plads eller limes.

Mens den almindelige skruetvinge er så gammel, at dens forgængere var lavet af træ, så har enhåndstvingerne ikke været på markedet i ret mange år endnu. Man kan måske undre sig over, at en så forholdsvis simpel idé har været så længe undervejs, for nu findes der næppe en håndværker, som synes, at enhåndstvinger kan undværes i det daglige arbejde.

Nu er det ikke engang kun håndværkere, der ser enhåndstvingerne som det mest naturlige redskab. Også i teaterverdenen og i fotoatelierer er enhåndstvingerne blevet modtaget med begejstring. Alle tvingerne kan basalt set det samme: opretholde et tryk mellem to kæber og anbringes eller fjernes ved brugen af kun én hånd.

Men de løser opgaven med forskellig styrke og har hver især deres små mangler eller særlige finesser. Vi har testet tvinger på cirka 30 cm’s længde. Det er værd at være opmærksom på, at enhåndstvingerne, som de er flest, er afhængige af den friktion, der kan opnås mellem glideskinnen og mekanikken i den bevægelige kæbe.

Derfor er tvingerne ikke glade for vand eller hænder med olie på. De fleste af dem er følsomme over for fugt, som får metallet til at ruste. Udendørs har de derfor deres begrænsninger i praktisk anvendelse. Inden døre er de uovertrufne hjælpemidler for håndværkerne og alle os andre.