Vandtæt bad fra bunden

Den autoriserede vvs’er tømmer central-varmeanlægget af, før han fjerner radiatoren. Det tager ikke lang tid, men bor du sammen med andre, så husk lige at fortælle, at vand og varme lukkes for en kort periode.

Ned med opkant. Den gamle opkant til brusedelen er alt for høj og skal væk. Naturligvis gælder det om at beskytte øjnene mod vildfarne flisestykker med et par tætsiddende beskyttelses briller.

De gamle afløb hakker jeg løs - og med dem flere løse fliser. En pneumatisk borehammer med mejsel letter arbejdet væsentligt. Den kræver ikke kun beskyttelses briller - den kræver også høreværn.

Jeg hugger hul i væggen til alle rør, det giver et smukt slutresultat og et mere rengøringsvenligt gulv. Tuschstregerne på fliserne med rørenes placering har jeg sat sammen med vvs’eren. Se lige det ulovlige bruseafløb - en simpel 90 graders bøjning!

Gulvklinkerne ender jeg med at fjerne helt. Mange er revnede, andre lyder hult, når man banker på dem, hvilket er et sikkert tegn på dårlig kontakt til bunden. Derved undgår jeg at hæve gulvet flere centimeter.

Hul igennem. Det oprindelige betondæk er kommet til syne. Oven på det ses det nyere, lyse afretningslag med klinkerne lagt oven på elektriske varmemåtter, som tæring for længst har kortsluttet.

Den gamle beton fugtes, kort før jeg støber det nye afretningslag, så vedhæftningen ikke hæmmes af en fin støvhinde, og så fugten ikke trækkes ud af den nye beton. Hvor jeg ønsker en lille nedkant til brusenichen, sætter jeg en lægte i spænd mellem væggene.

Tilsæt kun vand. Jeg skal kun bruge nogle få spandfulde beton til afretningslaget, så der er ingen grund til at rode med opskriften. Jeg køber en færdigbeton på pose, som blot skal tilsættes vand lidt efter lidt, til den er til at lave “snebolde” af, og så røres grundigt.

Med et filtsebræt udglatter jeg betonen i hovedparten af rummet, til den er i niveau med det gamle dæk. Der er ikke brug for jernarmering, da armeringen jo ligger i det nederste og oprindelige lag beton.

Faldet tjekkes igen og igen - det skal være mindst en centimeter pr. meter. Jeg bruger en lægte til at rette betonen af med og kontrollerer samtidig faldet med et 50 cm langt vaterpas, som i den ene ende ligger på en 5 mm tyk afstandsbrik - det er ret smart!

Afløbet støbes fast. Nu kan det ikke udskydes længere, og jeg måler præcist, hvor afløbet vil komme til at passe i flisemønsteret. Så låser jeg afløbet fast ved at klemme brikker og kiler ned om det, mens jeg støber. Højden kan senere reguleres i den specielle vandlås.

Grater og ujævnheder på gulv og nedkant fjernes, når betonen har haft tid til at hærde. Her bruger jeg en speciel lille slibeklods med udskiftelig hærdet slibesål fra Carbide Tools.

Det nye gulv med en nutidig nedkant er klar til næste led i opbygningen af et sikkert vådrum: den gummiagtige vådrumsmembran, der dækkes af fliser. Den lave nedkant holder på vandet uden at øge risikoen for vandskader.

En fin spartelmasse blandes med vand som beskrevet på pakningen og røres grundigt med piskeris på en kraftig maskine. Almindelig mørtel er ofte for grov til at komme ind i mindre revner, så her anbefales Lip 230 eller lignende.

Først fylder jeg hullerne langs gulvet og sørger for at presse mørtlen grundigt ind. For at sikre en god vedhæftning og undgå, at væden trækkes ud af mørtlen, er det en god idé både at prime og vande først.

Løse og revnede fliser fjernes, og hvor de sad, fylder jeg op med mørtel. De gamle fliser går ikke helt til loftet, og foroven må jeg slå en liste på væggen, så jeg kan trække af med en stålskinne, eller som her med en stump af den overskydende liste.

Gamle sæberester og støv nedsætter gummimembranens klæbeevne væsentligt. Derfor vasker jeg de gamle fliser med grundrens og skyller med rent vand, og så er også væggene klar til vådrumsmembranen.

Den hvide vandtætningsbinder smøres ind i alle hjørner og langs væggene, og så trykker jeg strimler af armeringsvævet ned i limen og glatter efter, så de sidder fladt og tæt. Også rundt om det nye afløb armerer jeg. Det er en klistret affære, så husk gummihandskerne.

Armeringsvævet trykkes grundigt ned i overgangen mellem gulv og vægge med en pensel - det må ikke sidde og krølle, for så får jeg aldrig fliserne til at sidde glat.

Alle porøse overflader stryges med specialbinder - det gælder hos os gulvet og de steder på væggen, jeg har repareret med mørtel. Specialbinderen, der sikrer maksimal vedhæftning, er med i vådrumspakken.

Vandtætningspastaen blandes nemt ved at hælde pulveret i limen. Forholdene passer, og jeg skal bare røre grundigt. Konstruktionen kan kun godkendes, hvis laget er mindst én millimeter tykt overalt, og det kræver cirka 1,3 kg færdigblanding pr. kvadratmeter.

Pastaen smøres på med tandspartel med tænder på 4 til 6 mm. Ved at holde din tandspartel i en fast vinkel på mindst 45 grader efterlader du med 4 mm tænder masse til et godt og vel 1 mm tykt lag, mens større tænder giver et tykkere lag.

Efter tandspartlen glittes overfladen med en gummiskraber. Pastaen er 3 timer om at tørre ved normal rumtemperatur, så der er ingen grund til hastværk. Jo mere jævn og glat overflade, jo lettere bliver flisearbejdet.

Den tørre vådrumsmembran primes – i vores pakke med Lip 54. Nu er væg og gulve tætte – men alt for sårbare, så næste led i vådrumssikringen er at dække den tætte hinde med fliser og fuger.