Fuldt opladet og koldt. Så holder bilbatteriet sig frisk vinteren over, så du kan komme på landevejene til sommer.

Problem

Jeg har en bil, jeg kun bruger om sommeren, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg bedst opbevarer batteriet om vinteren?

Løsning

Uanset om det er et batteri til sportsvognen, båden eller campingvognen, er det vigtigt, at det bliver sat i vinterhi på den rigtige måde: Sørg for, at batteriet er fuldt opladet. Kobl batteriets ene pol fra, så bilen/båden/campingvognen ikke stjæler strøm over vinteren. Sørg for, at batteriet opbevares koldt, men frostfrit. Jo koldere batteriet er, jo langsommere aflades det.

Det bedste, du kan gøre for dine overvintrende batterier, er at vedligeholdelseslade med jævne mellemrum. På den måde får du holdt dit batteri i topform vinteren over. Det nemmeste er at købe en decideret vedligeholdelseslader, der er koblet på hele tiden, så du ikke skal huske på det.