Et pilesymbol eller et “L” for Left og “R” for Right fortæller, hvad vej pedalen skal skrues på.

Et pilesymbol eller et “L” for Left og “R” for Right fortæller, hvad vej pedalen skal skrues på.

Problem:

Den ene pedal på min mountainbike sidder så afsindig godt fast, at jeg er bange for at ødelægge både den og cyklen. Hvad gør jeg?

Løsning:

Det er formentlig den venstre pedal, du har problemer med. Det skyldes, at den er udstyret med venstredrejet gevind, og du skal derfor dreje den med uret for at få den af. Drejer du mod uret, skruer du den bare mere og mere fast.

Det smarte ved at anvende venstregevind i venstre side og almindeligt højregevind i højre side er, at pedalerne så at sige skruer sig selv fast, mens du cykler. Det betyder også, at du ikke behøver at spænde dem ret hårdt, når du monterer de nye pedaler.

Inden du skruer de nye pedaler på, skal du rense gevindet i pedalarmen grundigt og smøre rigeligt med fedt på gevindet på selve pedalen.

Specialværktøj er det bedste

Det er nemmest af få pedalen af, hvis du bruger en særlig pedalnøgle. Den holder godt fast på pedalen og er så lang, at du virkelig kan lægge kræfter i.

Men en helt almindelig 15 mm fastnøgle kan også bruges. Til nogle pedaler som fx Crankbrothers skal du bruge en 8 mm unbrakonøgle i stedet.