Det er langt fra alle juletræsfødder, der gør træet endnu smukkere at se på. Fx har mange af os ikke engang en rigtig juletræsfod. Vi lader blot et simpelt kryds af to brædder bære træet gennem højtiden. Men sådan behøver det ikke at være i år.

Med denne smukke og billige stjernefod kommer dit træ til at stråle – fra fod til top. Og samtidig får du en solid fod, der kan bruges år efter år.

Sådan laver du dun egen juletræsfod

Stjernefoden fremstilles af seks figurer (romber), som saves ud af høvlet fyrretræ og samles med lim. I princippet består hver figur af to ens, ligesidede trekanter, der her er 14 centimeter på hver side. Men glem bare alt om matematiske formler – det er meget lettere at bruge en smigvinkel eller en tegnetrekant, når du skal tegne romberne op.

Juletræsfoden står flot i naturtræ, hvis du giver den et par gange lak og nøjes med at male det rør, der holder juletræet. Men du kan også bejdse eller male stjernefoden.