Det er nemt at høre, når personbilens hjullejer går i stykker. For så begynder det nemlig at runge højt og irriterende i hele kabinen – jo mere ødelagte lejerne bliver, desto mere larmer de. Anderledes svært kan det være at opdage, når et hjulleje til traileren går. Derfor bør du undersøge dem med jævne mellemrum.

Den nemmeste måde at give lejerne til traileren et tjek på, er ved at løfte traileren op med en donkraft og prøve at rykke hjulene fra side til side. Et raskt leje vil ikke give sig så meget som en millimeter, så hvis du kan rykke hjulet frem og tilbage, er det netop fordi, lejet er gået i stykker.

Konsekvensen af at køre med et defekt leje, er i sidste ende, at hjulet og hjulnavet knækker af – og hvis det sker med læs på ude på vejen, kan det ende grueligt galt.

Hjulleje til trailer

Et nyt hjulleje kan købes mange forskellige steder, både i byggemarkeder og også på internettet. Men du skal selvfølgelig vide, hvilken type og størrelse hjulleje der passer på lige netop din trailer. Og kan du ikke selv finde ud af det, kan du altid pille hjulene af traileren, trække navet af og tage det med ned til den nærmeste forhandler.

Køber du et nyt leje hos en mekaniker, kan du også være heldig, at han kan trykke det på plads for dig. Og derfor er det en god ide at medbringe hele hjulnavet (hjulnavet er dér, man skruer fælgene på).

Priser på hjulleje til trailer

Hvor meget et nyt leje til din trailer koster, kommer selvfølgelig an på, hvilken type der er tale om. Men vælger du at købe et vandtæt leje med møtrik og låsering, fås det fra 150 kroner og opefter (igen afhængig af type og størrelse).

I artiklen her på siden, kan du se, hvordan man skifter leje til trailer. Vi starter helt fra starten med at vise, hvordan du piller hjulet af traileren og får det genstridige leje trukket fri. Dernæst kan du også læse, hvad du skal være opmærksom på, når du samler hjulet igen, og hvordan du sikrer, at det nye hjulleje ikke bliver smadret, når det skal trykkes på plads igen.