Let
Svær

For mange er der lidt snyd over et laminatgulv, fordi det forsøger at ligne noget, det ikke er: egeplanker, marmorfliser, askestave, marmor, mahogniparket. Men det er laminatets natur, at det både af udseende og struktur kan ligne hvad som helst. I den forstand er gulvet her ikke alene særdeles praktisk og slidstærkt, det er også meget ærligt bag sine mange masker. Og med de stadig bedre samlesystemer, hvor du ikke har brug for lim, søm eller skruer, kan du på rekordtid give et rum et helt nyt gulv. Og det kræver ikke stor erfaring at lægge gulvet. Er du omhyggelig med at forberede det gamle gulv og måle op, hvor pladerne i det nye gulv vil ligge bedst og skal skæres til, og ofrer du en smule på specialværktøjet, så kan du lægge køkkengulvet her på en dags tid.