Og er gulvet bare lidt skævt, vil der altid opstå en revne, hvor de to paneler mødes, hvis man skærer panelerne lige over. Men det problem klarer håndværkeren, så hverken samlingen eller afstanden mellem panel og gulv bliver synlig.

Det ene stykke panel saves over i en 45 graders vinkel. Det sættes på plads, mens det andet stykke panel holdes henover, så det overlapper hele den skrå skæreflade på det første panel. Marker med en blyant på det forreste panel, hvor snittet skal lægges. Sav også dette panel over i en 45 graders vinkel. Sav præcist der, hvor blyantsstregen er. Nu passer panelerne perfekt sammen, og der er heller ikke nogen revne mellem panelet og det skæve gulv.

Påfør trælim på det ene endestykke, og spred det ud over hele fladen. Det er vigtigt, at der er lim på hele fladen for at få en solid samling. Pres panelerne hårdt sammen, og fjern straks den overskydende lim. Når limen er helt tør, kan du slibe samlingen med fint sandpapir som fx korn 180, så samlingen bliver helt usynlig. Nu har du forlænget panelet med en så godt som usynlig overgang.