Først skal der tegnes op, hvor meget der skal hugges af flisen. Her vil vi hugge 5 cm af betonflisen.Det er vigtigt at finde jernets støttepunkt, dvs. at det hviler på begge kanter.

Herefter vippes jernet en lille smule, så den ene kant ligger præcist på stregen. Man slår nemlig kun med den ene kant af jernet. For ikke at ødelægge kanten på hjørnet slår fagmanden et enkelt slag på kanten af flisen i forlængelse af stregen.

Herefter slår han så hjørnet af i en 45 graders vinkel, inden han slår langs opstregningen. Underlaget skal være helt plant, så flisen ikke vipper. Og når der slås, sker det med et hårdt slag, så flise-stykket slås af.

Når fagmanden er nået næsten igennem flisen, starter han fra den anden ende. Igen slås der på den smalle kant for at beskytte hjørnet, inden han slår det sidste af. Nu hvor hele kanten er slået af, vil der stadig være nogle grater, som stikker ud i forhold til kanten.

De skal naturligvis også slås af. Til det benytter brolæggeren en almindelig mejsel. Denne teknik kan benyttes som alternativ til vinkelsliberen, som både larmer og støver.