Granit er særdeles velegnet til gårdspladser, terrasser og indkørsler. De tre forskellige granitbelægninger, vi omtaler her, er dog ikke lige brugbare alle vegne. Brostenene kan du bruge overalt – også i indkørslen, hvis du sørger for, at bærelaget er på 30 cm og bliver omhyggeligt vibreret for hver 10 cm grus, du lægger ud. Stenene sættes i et afretningslag på 3-5 cm afretningsgrus (0-8 mm), som ikke komprimeres, da stenene skal kunne bankes ned i gruset. Når alle sten er lagt, fejer du grus eller stenmel i fugerne og vibrerer belægningen, som nu er klar til brug. Skal stenene kun bære gående trafik, kan du nøjes med 15 cm stabilgrus som bærelag. Skærverne findes i forskellige størrelser, men 11-16 mm er mest brugt i indkørsler. De udlægges direkte på komprimeret stabilgrus i et lag på tre gange stenenes diameter (dvs. cirka 5 cm). De kantede skærver kiler sig nærmest urokkeligt sammen og giver en meget stabil og bæredygtig overflade. Stenmel er bedst til gangarealer, da biler let kan køre det tynde lag op. Og der skal suppleres med nyt stenmel, efterhånden som overfladen bliver beskidt.