Fiskemaskinen er faktisk en meget enkel maskine. Den er nem at bruge, og den forvirrer ikke ved at have en hel masse forskellige funktioner og betjeningsmuligheder. Lidt forenklet kan man sige, at maskinen kan save en halvrund not i træ, og det er sådan set det. Men anvendelsesmulighederne er alligevel utallige, og sammen med det faktum, at maskinen er så let at bruge, og at samlingerne bliver både stærke og usynlige, er det let at forstå, at møbelsnedkerne allerede for mange år siden tog maskinen til sig. I de senere år har gør det selv-håndværkeren også fået øjnene op for maskinen, navnlig da lavprisbyggemarkederne introducerede modeller til ganske få hundrede kroner. I denne lektion af kurset viser vi, hvordan du laver de to samlinger, som er alt, hvad du skal bruge for at bygge en reol, en reolvæg, et skab med hylder eller for den sags skyld bare en indsats til køkkenskuffen. L-samlingen bruger du i hjørnet, hvor du dels fræser ind i enden af topog bundpladen, dels fræser ind i sidepladerne, ganske tæt på kanten. T-samlingen bruger du midt på emnet – typisk er det en hylde, der fastgøres på den måde. Fræs i begge ender af hylden, og fræs inde på sidestykkerne der, hvor hylderne skal sidde.