Selvfølgelig kan fiskemaskinen også bruges, når du skal samle på skrå (på gering). Du skal blot sørge for at indstille anslaget i den rette vinkel, og så skal du passe på ikke at fræse igennem træet og ud på den anden side. De skrå samlinger kan både udføres med traditionelle træfisk og med specialfisk af plastic, som sættes ind fra siden. Den fiskemaskine fra DeWalt, som vi bruger i kurset, har vi især valgt, fordi det er muligt at indstille fræsehøjden på vinkelanslaget. Det er nemlig ikke alle modeller, der kan det. Du kan komme ud for maskiner med anslag, som ikke kan vinkles, og maskiner med vinkelanslag, som ikke kan stilles i højden. Du skal selvfølgelig vurdere, om det er et reelt problem, når du køber ny maskine en dag.