Du kan selv vælge: Vil du male dit hus igen om tre år, eller vil du hellere vente otte år, før du skal ud med pensel og spand? Det lyder som det nemmeste valg i verden. Der er sjovere ting at tage sig til end at se maling tørre. Så når du kan købe en heldækkende træbeskyttelse, som holder fem gange så længe som en anden lidt billigere maling, så er der vel ikke noget at betænke sig på. Ikke før du får læst lidt ned på siden. Du kan nemlig ikke bare købe dig til lang holdbarhed, viser det sig hurtigt. Du må også selv gøre en indsats.

Sådan meget groft sagt, så kræver den heldækkende akrylbaserede træbeskyttelse, som kan prale af rigtig lang holdbarhed, nemlig også et virkelig grundigt og temmelig tidkrævende forarbejde. Mens den halvdækkende alkydbaserede træbeskyttelse, som du må regne med at skulle følge op på efter tre-fire år, næsten kan smøres direkte på hvad som helst og alligevel fungere rimeligt.