Først skal vægges rulles over med vævklæber. Her benytter maleren en rulle, så klæberen bliver jævnt fordelt på hele væggen. Den første bane filt lægges op til væggen, så filten stikker ud i både toppen og i siden.

Når man er sikker på, at banen sidder lodret, køres den over med en tapetbørste eller en gummispartel, så filten presses ind i klæberen og eventuelle luftlommer fjernes. Ved at holde en bred spartel op til panelet er der en lige kant til at skære den overskydende filt af.

Er der som her ikke plads til en hel bane, måles der ud, hvor banen skal deles. Når den næste bane filt sættes op, skal den overlappe den første bane med ca. 2 cm. Banen glattes ud med tapetbørsten.

For at få de to baner til at støde præcist sammen skæres der lige i midten med en hobbykniv, der hvor banerne overlapper. Her er det vigtigt at have en skarp klinge, så snittet bliver helt rent.

Den strimmel, der sidder på den yderste bane, falder selv af, mens man er nødt til at lirke den inderste strimmel frem med spidsen af hobbykniven og så trække strimlen ud. Til sidst børstes samlingen over med tapetkosten. Resultatet er en så godt som usynlig samling.