Video
Let
Svær

Det er rørende enkelt at reparere en løs mørtelfuge, uanset om du har erfaring med murerarbejde eller ej. Løs puds kradses ud, lidt mørtel røres op, stedet fugtes, mørtlen fyldes i, og området trækkes sammen med en pensel.

PROBLEM

Den gamle mørtelfuge er revnet og mangler nogle steder.

LØSNING

Al løs puds fjernes, og en frisk mørtel trykkes godt ind i fugen – så enkelt er det.

.

SÅDAN SKIFTES FUGEN:

  1. Al løs puds fjernes fra fugen

med hammer og mejsel. For at undgå, at den nye fuge bliver ødelagt af rystelser som den gamle, er det ofte en god idé at gøre karmen bedre fast i murværket med ekstra karmskruer og friske kiler.

2. Med en pensel og lidt vand

rengør du området for støv og skidt. Sprækken fugtes, før du trykker ny mørtel ind, så binder den bedre. Den fæstner i siderne – i bunden trykkes den mod udstopningen. Er der mere end 15-20 mm ind, stoppes lidt mineraluld i.

3. Fyld mørtel i fugen

Mørtlen blandes i en spand, til den er som fast grød. Brug gerne piskeris på en boremaskine, den har godt af at blive rørt 10-15 minutter. Læg lidt på et pudsebræt, hold det under stedet, og fyld fugen lidt ad gangen med en fugeske.

4. Tryk fugen godt ind

og slut af med at køre et par gange med den fugtige fugeske i lange strøg, så du får en glat fuge med så jævn overgang til den gamle fuge som muligt.

5. Vask med rent vand

på en blød pensel, når fugen er hård. Jo før, jo lettere renser du kalken af sten og træværk, og jo lettere sløres overgangen mellem ny og gammel fuge, men vent så længe, at du ikke vasker bindemidlet ud af den ny mørtel.