Intro
PROBLEM:
Den gamle mørtelfuge under vinduet ligger så langt fremme, at vandet kan samles og trænge ind i træet, så risikoen for, at det rådner, øges.
Tidsforbrug
1-2 timer
Pris
Cirka 75 kroner
Sværhedsgrad
Vær forsigtig, når du fjerner den gamle fuge, så du ikke beskadiger vindue eller sålbænk. Og så kræver det lidt håndelag at lave en flot glat fuge.
Vejledning
Den gamle mørtelfuge fjernes med en hammer og mejsel. Det skal gøres forsigtigt, så du ikke kommer til at beskadige vindue eller sålbænk, som nu bliver mere synlige.
Der gøres rent under vinduet, så alt støv fjernes fuldstændigt. Det er nødvendigt, for at den nye fuge af bygningssilikone hæfter ordentligt. Lunkent vand og en svamp fungerer fint.
Læg en 15 mm bagstop-byggefuge ind bagest i fugen. Den runde form sikrer, at fugen får den optimale elastiske form, hvor den er tyk foroven og forneden og lidt tyndere på midten.
Lav en fuge hele vejen hen under vinduet. Her er brugt grå elastisk byggesilikone, der lægges i et jævnt lag. Køb en god silikone med en lang afhærdningstid, som sikrer, den er elastisk.
Fugen trykkes på plads med en fugepind, så den bliver mere jævn. Lad træfugepinden stå i sulfovand i et par timer, inden du bruger den, så fugemassen ikke sætter sig fast på pinden.