Til opgaven benytter vi en okkerfarvet færdigblandet tyndpudsmørtel, der røres ud i vand. Blandingsforholdet kan variere fra produkt til produkt, så læs vejledningen på sækken.

Når den færdigblandede mørtel har en fed cremet konsistens, er den klar til brug. Inden arbejdet kan begynde, skal muren forvandes.

Mørtlen påføres med et stort tohånds stålbræt – også kaldet et trækbræt. Mureren starter forneden og trækker mørtlen op ad muren i en spids vinkel på ca. 15 grader.

På den måde påføres der et fint, tyndt lag mørtel. For at dække evt. manglende områder og udglatte den allerede påførte mørtel trækkes der efter i forskellige retninger.

I alle kanterne kan det være nødvendigt at påføre mørtlen med en spandeske. På den måde undgår du at spilde unødigt.

Væggen her skal have et råt og rustikt udseende, så når mørtlen er tørret lidt ind, stænkes der lidt vand på muren, hvorefter der med en fugtig kalkkost stryges diagonalt over muren.

Det både fjerner spor efter stålbrættet og lukker overfladen. Samtidig er det med til at give den specielle struktur.Indfarvet murværk kan benyttes i alle rum, hvor man ønsker et rustikt udseende.