Mål op og fræs en not
Sæt et kryds på oversiden af begge de plader, der skal samles. På den måde sikrer man, at noten fræses fra samme side. Om noten sidder præcis midt i pladekanten, er ikke så vigtigt.
Sæt fræsesålen plant med den ene plade, så fræsejernet lige går fri af emnets kant. Pres fræseren ned, så jernet er i den ønskede dybde, og aflås i denne dybde på låsegrebet.
Når fræsedybden er indstillet og låst, kan overfræseren startes. Fræsejernet føres langs pladekanten – væk fra dig selv.
Lim en løs fer fast i noten
Inden feren limes i, laves en prøvesamling. Tjek, om kanterne på de to plader kan presses helt tæt sammen, og at de ligger fuldkommen i plan.
Snedkerlim lægges i begge noter. Det gælder om at få det godt ned i noterne, men det er samtidig vigtigt, at der ikke kommer for meget i. Så kan det være svært at presse kanterne sammen.
Feren presses ned i den ene not, hvorefter der lægges en stribe lim på pladekanten på begge sider af feren.
Læg pladerne, så de to noter ligger nøjagtig over for hinanden. Der er nu lige præcis plads til den løse fer, når pladerne bliver skubbet sammen.