Fladdyvler
Fladdyvler eller “fisk” er en meget stærk måde at samle to plader på.
Dyvlerne fræses ind i de plader, der skal samles, og når de forsynes med lim og gøres fast i pladerne, udvider de sig og danner en superstærk og usynlig samling.
Du kan enten købe en lamelfræser eller en fræseforsats til en vinkelsliber som denne fra Wolfcraft. Fræsedybden skal indstilles, så den matcher de lameller, du vil fræse ind.
Fræs i den anden plade. Læg den fræsede plade op, så du kan fræse præcis ud for fræsesporene i den anden plade. Pres fræseren ned, så den fræser spor.
Skruer på skrå
Med skruer skjult i skrå huller, eller pocket holes på engelsk, sikrer du dig skruernes store styrke, samtidig med at skruerne bliver skjult.
Samlingen er oplagt til fx skuffer, hvor den prop, der skal skjule hullet, ovenikøbet gemmes væk i skuffens indre.
Du skal bruge en borelære og tilhørende specialbor og -bit. Boret er tyndere i spidsen, så det både kan bore hul i siden af den ene plade og forbore til en skrue i den modsatte plade. Den ekstra lange bit sikrer, at du kan skrue skruen skråt i. De skrå dyvler følger med sættet “Wolfcraft Undercover Jig”, så du kan skjule hullet.
Præcise dyvler
Trædyvler er en gammelkendt og solid måde at samle træ på. Skabelonen sikrer præcisionen.
Små, runde dyvler kender vi bl.a. fra de møbler, der købes som samlesæt. Når du selv bygger og vil samle med dyvler, kan det være en udfordring at placere huller og dyvler præcist nok.
Med skabelonen her fra Wolfcraft er det blevet noget nemmere at placere dyvlerne helt præcist.
Bor huller i pladekanten. Skabelonen sikrer, at du rammer midt i pladekanten. Brug dybdestoppet, så du kun borer hullet halvdelen af dyvlens længde.
Indstil boredybden. Borelæren er 25 mm høj. Denne højde skal lægges til det stykke, dyvlerne stikker ud af pladekanten.
Læg pladen på den modstående plade. Afstanden til kanten er markeret med en streg på siden af borelæren. Bor huller gennem skabelonen med dybdestop på boret. Din indstilling af skabelonen (trin 3) sikrer den rette dybde af hullerne. Saml de to plader uden lim. Tjek, at de går tæt sammen, og kom så lim i hullerne og på pladen mellem hullerne. Pres pladerne sammen, og lad limen tørre under pres.
Magnetiske skruer
To skruer (bøsninger) skrues sammen, mens de begge er skjult inde i træet. Det er en af den slags idéer, der er genial, hvis den virker. Og det gør den!
Når de to bøsninger er skruet ind i hver sin plade, sikrer skrueforsatsen Lamello Invis Mx2, at bøsningerne skrues sammen med magnetkraft. Du sætter den på din skruemaskine og holder den op mod træet. Samlingen bliver helt tæt og kan klare en belastning på op til 250 kg. Og den kan skilles ad igen, hvis du får brug for det.
Bøsningerne bores ind i de to plader med et 12-mm-dyvelbor. Opmålingen til indboringerne skal være meget præcis. Bøsningerne skal placeres præcis over for hinanden. Det påspændte dybdestop sikrer, at du rammer den nøjagtige boredybde. Tjek, at du borer helt lodret ind i begge plader.
Her vises princippet for placeringen af de to bøsninger. Den korte (nederst) bores 15 mm ind i træet, og den lange kræver en huldybde på 37 mm.
Begge bøsninger er forsynet med et udvendigt gevind, der skærer sig ned i træet, når du skruer dem i.
Bøsningerne er placeret korrekt 4. Bøsningerne er placeret korrekt i begge sider. Bøsningerne skal sidde pr. 20 cm, og afstanden fra træets yderside til bøsningernes centrum må maks. være 15 mm. Ellers kan magnetismen ikke nå derind.
Og så det helt magiske! Magneten monteres i en skruemaskine med et omdrejningstal på 1.200-1.500 omdr./min. og omdrejningsretning med uret. Når den roterende magnet holdes tæt mod samlingsstedet, vil gevindet rotere og skrue sig ind i gevindbøsningen. Når omdrejningsretningen vendes, adskilles bøsningerne.