Sav og stemmejern er meget godt, men skal der lægges strøer til et helt gulv, anlægges en træterrasse eller laves en udveksling i loftet, så der bliver plads til en trappe, så er bjælkesko nu engang nemmere. Disse beslag, der fås med enten udvendige eller indvendige flige, kan tåle meget større belastning end almindelige vinkelbeslag, fordi de er forsynet med en bund, som tømmeret hviler på. Fligene fastgøres med kamsøm, beslagskruer, franske skruer eller bræddebolte – det afgøres af, hvor stor en belastning du forventer. Det vigtigste er, at du køber bjælkesko, der passer stramt om dit tømmer, så træet ikke kan rykke sig og søm eller skruer arbejde sig løs. Bjælkesko fås i byggemarkedet i størrelser, der passer til det mest almindelige standardtømmer.