Taget på din nye garage eller din carport skal ikke nødvendigvis have fast undertag. Men hvis du har valgt at bygge et tag med høj rejsning og spær, skal du sikre dig, at spærene ikke kan vælte, hvis de udsættes for hårdt pres fra vinden i en storm.

Det sikrer du dig med skrå afstivning af spærene, inden du lægger tagbelægningen på. I gamle dage slog man bare et par lægter på i hjørnerne og håbede på, at de holdt. I dag findes der specielle beslag, som er dimensioneret til at modstå vindens stærke kræfter. Vi har valgt et system (Windforce fra Simpson Strong-Tie) med store vinkelbeslag, som skrues fast i tagkonstruktionen og forbindes med stålbånd.

Før du går i byggemarkedet og køber beslag, bør du kigge her, hvor vi viser, hvordan systemet monteres. Så kan du bedre afgøre, om det er noget for dig.