Nemme snedkersamlinger med rundsaven

Rundsaven er det eneste, du behøver, for at kunne lave de flotteste fingersamlinger på rekordtid. Læs med her og se, hvordan du nemt kan lave en hel skuffe.

Intro

Det kræver normalt godt med tålmodighed at lave fingersamlinger. Det behøver dog slet ikke være så svært. Med en simpel skæreskabelon, der passer til anslaget på en almindelig bordrundsav, har det nemlig aldrig været nemmere.

Det små tapper er ikke mere end 3 mm tykke. Det er nemlig klingens tykkelse, der bestemmer størrelsen på både tapper og taphuller.

Samlingen er utrolig stærk og stabil, og er perfekt til skuffer. Derfor viser vi dig også, hvordan du fræser en bundplade i, så du kan komme helt i mål.

Tappens tykkelse

Fingersamlingerne kan laves i alle mulige dimensioner. I dette tilfælde er både tap og not 3 mm, fordi klingen på bordrundsaven er 3 mm.

Hvis du gerne vil have større afstand mellem tap og not, kan det gøres helt manuelt med et stemmejern. Du kan også lave en fræseskabelon og klare det med overfræseren.

Hvis du vil holde dig til bordrundsaven, kan det løses ved at montere en tykkere klinge på saven.

Du kan lave bredere tapper og taphuller ved at montere en notklinge, som er bredere end standardklingerne.

Fingersamlingerne kan laves med en fintandet sav, et skarpt stemmejern og tålmodighed.

Et 16 mm lige fræsebor til overfræseren klarer også nemt opgaven.

Vejledning

01
Lav en skabelon 4 Trin

Det er skabelonen, der er fidusen ved den her måde at lave fingersamlinger på. Selve opbygningen er ikke særlig kompliceret - den består nemlig blot af to stykker støbeforskalling (A og B) og et stykke krydsfiner.

Det, der er allervigtigst, er, at skabelonen er 100 % vinkelret på klingen. Er den ikke det, bliver samtlige tapper skæve, og det samme bliver selve skuffen.

Den lille styretap er et stykke krydsfiner, der er skåret ned til de 3 mm. Alternativt kan du bruge en plastklods i den korrekte dimension.

1

Skabelonen består af to stykker træ (A og B) på 25 x 125 mm. Enderne (A + B) skal skæres i 90 grader og skrues sammen. På skabelonens ene del (B) er der skruet et stykke krydsfiner på for at give et stabilt underlag, når tapperne skal skæres. Derudover er der limet en lille styretap (på 3 x 10 mm) fast i bunden af krydsfinerpladen.

2

Den lille tap (C) er 3 mm bred - præcis samme tykkelse som bordrundsavens klinge. Den behøver ikke at være større end 3 x 10 x 30 mm.

3

Læg først skabelonen helt ind til savens anslag. Herefter justeres afstanden mellem klingen og styretappen (C) ved at rykke anslaget.

4

Afstanden mellem klingen og styretappen er nøjagtig en savklingetykkelse, i dette tilfælde 3 mm. Mellemrummet bestemmer tappens tykkelse, som skal passe til rillen, der er 3 mm.

02
Skær tapperne 6 Trin

Når skabelonen og saven er indstillet, er der ikke mange ben i at skære tapperne. Du skal dog sørge for at starte rigtigt på de to forskellige dele, så du er sikker på, at tapperne “overlapper” hinanden.

Det gælder om at starte med et taphul i den ene del og med en tap i den anden.

Skæredybden afgøres af tykkelsen på materialet, der bruges til skuffens sider. Her hæves klingen 20 mm, fordi skuffens sider er 20 mm.

1

Stød brættet (E) helt op mod styretappen, og før hele skabelonen mod klingen. På den måde dannes den første tap og det første taphul. Skabelonen skal holdes tæt op mod bordrundsavens land, når der skæres.

Sikkerhedsskærmen er demonteret for at demonstrere fremgangsmetoden.

2

Skyd nu det første taphul ind over styretappen, og skær så igen.

3

Fremgangsmåden gentages. Sørg for at holde skuffedelen helt lige, når du skærer. Selv den mindste skævhed bliver synlig til sidst.

4

Når den anden del (F) af skuffen skal skæres, skal der startes anderledes. Her startes der med et taphul frem for en tap.

5

Skub det første taphul helt op mod styretappen, og skær igen. På den måde dannes den første tap.

6

Herfra er det blot at fortsætte som før og lade tappen styre afstanden.

03
Saml skuffen 6 Trin

Inden skuffen kan samles, skal der laves en udfræsning til skuffens bundplade. Udfræsningen skal matche bundpladens tykkelse - i dette tilfælde har vi valgt en plade på 8 mm.

Når rillen fræses, er det vigtigt, at der ikke fræses ud i tapperne, fordi bundpladen så vil blive synlig, når skuffen er samlet.

Start med at prøvesamle skuffen uden lim, så du er sikker på, at alle dele passer. Til sidst limes ALLE flader, der skal samles, og skuffen sættes under pres ved hjælp af tvinger eller spændstropper.

1

Når tapperne i begge ender er skåret, fræses et spor ud til skuffens bundplade. I dette tilfælde med et 8 mm fræsejern. Fræs sporet i alle fire dele, inden skuffen samles.

2

Hvis overkanterne er en smule forskudt, kan det udlignes på bordrundsaven eller med en høvl.

3

Når fræsearbejdet er færdigt, kan skuffen samles. Start med at prøvesamle det hele uden lim. Påfør så et tyndt lag lim i samlingerne med en pensel.

4

Kontrollér, at samlingen er vinkelret, inden bundpladen (G) monteres.

5

Bundpladen (G) trykkes i, når det første hjørne er samlet. Husk, at der også skal påføres et tyndt lag lim i noten til bundpladen.

6

Når hele skuffen er samlet, spændes den sammen med skruetvinger eller stropper. Når limen er tør, kan det hele olieres.

Tidsforbrug

Ca. 2 timer.

Pris

Ca. 150 kr. pr. skuffe i fyrretræ. I hårdttræ koster det ca. 350 kr. pr. skuffe.

Sværhedsgrad

Når først styretappen er på plads, er det ingen sag at lave fingersamlingerne.

Video

Sådan bruger du bordrundsaven

I videoen her lærer du, hvordan du arbejder med saven. Savebordet og de mange indstillingsmuligheder giver mulighed for at save lange, præcise snit - både lige og i vinkel og i forskellige dybder og bredder - så du kan flække lister og brædder på langs, lave riller i brædder, skære mindre plader præcist til og meget mere.

Sådan bruger du overfræseren

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger overfræseren til lave perfekt finish, når du arbejder med træ. Der findes et utal af forskellige fræsejern, så du kan lave alt fra flotte profilerede forkanter til noter til skjulte pladesamlinger og udfræsninger til hængsler. Vi gennemgår de forskellige typer fræsejern og viser, hvordan du bruger dem.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Tømrer