Pladesamlinger med fisk

Præcise og tætte samlinger af to plader er en krævende opgave. Men en lamelfræser og “fisk” gør arbejdet lettere.

Med en lamelfræser og fladdyvler (kaldet fisk) kan du samle to pladestykker kant mod kant, uden at samlingen kan ses bagefter.

Intro

Det kan være nødvendigt at samle pladestykker kant mod kant, fx når bordpladen er skåret i smig, eller når vinduespladen ikke er bred nok til vindueslysningen.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du lamelfræseren

Samlingen skal være stærk og ikke synlig, så der skal en meget præcis og stærk samling til. Traditionelle runde dyvler løser opgaven, men de er bøvlede at indfælde, og det er svært at gøre det præcist nok.

Fladdyvler eller “fisk” kan indfældes i bordkanten med stor præcision med hjælp fra den geniale fladdyvelfræser - også kaldet lamelfræser eller “fiskemaskine” - der de seneste år er faldet i pris, så den kan fås i en glimrende kvalitet helt ned til 400 kroner.

Vejledning

01
Sådan gør du 9 Trin

1

Slå fræserens frontbro ned. Den stilles på 90 grader og bruges som styreflade ved indfræsningen.

2

Stil indfræsningshøjden. Her fræser vi fladdyvlen ind midt i pladekanten. Du behøver ikke at ramme midten 100 procent præcist, men indfræsningshøjden skal være den samme i begge pladekanter.

Sæt et mærke på pladen, så du ved, hvilken side der er opad på alle plader.

3

Stil indfræsningsdybden. Alle fabrikater fladdyvelfræsere kan minimum indstilles til indfræsningsdybde af de tre gængse størrelser 0 - 10 og 20. Her vælger vi fladdyvler størrelse 20.

4

Sæt streger på tværs af de to pladestykker. Med pladerne kant mod kant markerer du placering af ”fisk” pr. 20-25 cm ind over begge pladestykker, så fræsningerne ender præcis ud for hinanden.

Har du flere plader med mange indfræsninger, bør du give indfræsningerne numre eller bogstaver.

5

Placer fræserens midtermarkering præcis ud for stregen. Start fræseren, og pres klingen fremad. Klingen glider automatisk ind i maskinen, når presset slækkes igen. Fræs slidser i begge plader.

6

Kom rigelig snedkerlim i slidserne. Du kan købe en beholder med en studs som den viste i byggemarkedet eller presse limen ned med en tændstik.

7

Kom rigelig lim på pladekanterne. Der skal så meget lim på, at det presses ud, når pladerne samles.

8

Sæt fiskene i de fræsede slidser. Det er nemmest at samle pladerne, hvis fisken er centreret i rillen. Nu kan de to plader skubbes sammen.

9

Pres fiskene ind i den modsatte pladekant, og spænd sammen med skruetvinger, til limen pibler frem. De to pladekanter ligger præcis i niveau. Samlingen er usynlig efter let slibning.

Tør overskydende lim væk med en klud, inden det tørrer.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Tømrer