Løber vandet i mere end 30 minutter, vil anlægget automatisk lukke for vandet – også når du ikke er hjemme. Det gør den specielt velegnet til fx sommerhuset. Anlægget består af en betjeningsenhed, hvor man tænder og slukker, indstiller lyd og timer.

Der er tillige et laserøje, der registrerer, om vandmåleren kører. Kugleventilen, der normalt står åben som her, aktiveres og lukker, hvis vandet løber ud et eller andet sted i huset.

Når man forlader hjemmet, aktiverer man anlægget på den røde knap. Skulle vandet løbe, lukker kugleventilen automatisk. Skulle der opstå en rørskade, eller har man ikke lukket vandhanen ordentligt, så vil vandstopperen automatisk lukke for al indgang af vand efter 30 minutter.

Alarmen lyder, og kugleventilen påvirkes til at lukke. Når man så kommer hjem, trykker man bare på den samme røde knap, og kugleventilen åbner igen. På knappen til venstre kan du indstille alarmens lydstyrke, og på knappen til højre hvornår du vil have anlægget til at lukke for vandet.

Kugleventilen skal monteres af en autoriseret vvs-montør, resten kan du selv gøre og dermed sikre dig mod store vandregninger og ødelæggelser. Flere forsikringsselskaber giver endda rabat, hvis du installerer et automatisk vandstop.