Vvs’eren starter med at fjerne afløbsrøret med en stor rørtang. Når afløbsrøret er fjernet, kan man komme til at lukke for vandet til det eksisterende blandingsbatteri. Når der er lukket for vandet, kan rørene skrues af ved hjælp af en lille svensknøgle.

Nu skal vasken løsnes fra væggen. Dette gøres med en skruetrækker. Når skruerne er fjernet, er der stadig nogle plastic-bøsninger, som man saver over med en nedstrygerklinge. Når det er gjort i begge sider, er vasken løs og kan nemt fjernes. Vasken er nu taget ned, og det gamle blandingsbatteri skal afmonteres.

Fagmanden starter med afløbet, gummipakningen fjernes, og forsigtigt bankes afløbet af. Fagmanden bruger håndtaget af en skruetrækker, så han ikke risikerer at ødelægge vasken.

Da blandingsbatteriet ikke skal bruges igen, brækkes rørene af, så det er nemmere at komme til Møtrikken, som holder batteriet på plads, skrues af. Med en rørtang kan man nu nemt vride blandingsbatteriet af. Tilbage sidder kun resterne af den gamle pakning og lidt silikonefuge.

Med en skruetrækker skrabes silikonen af, og der renses efter med universalrengøring. Det er vigtigt at få alle aflejringer væk, så det nye blandingsbatteri kan sidde helt tæt til vasken.Nu er vi klar til at montere det nye blandingsbatteri og afløb.

Det er en god idé inden monteringen at undersøge, hvordan det nye batteri fungerer, da der kan være forskel fra model til model. Fagmanden starter igen med afløbet. Der rulles en pølse af gummikit, som er lang nok til at nå hele vejen rundt om vaskens afløb.

Pølsen lægges på overstykket, hvorefter det presses ned i vasken. På den anden side skal understykket af afløbet skrues fast i overstykket. Der smøres lidt paksalve på gummipakningen. På den måde kan det skrues af igen, hvis man skal skifte afløbet senere.