1. Højtryksrenseren

En højtryksrenser med vand i skal IKKE stå ude i skuret, når der kommer frost. Isen kan få flere dele på maskinen til at revne.

LÆS OGSÅ: Test af højtryksrensere

2. Plæneklipperen

Okay – du behøver ikke finde en plads inde i dagligstuen til din plæneklipper, men hvis den har benzin i tanken, skal det tømmes af. Det samme gælder olien. Har du batteriplæneklipper, skal du opbevare batterierne frostfrit for ikke at skade dem.

3. Slangeoprul og haveslange

Et slangeoprul med en halvfyldt haveslange i er ikke egnet til et liv i frostvejr. Både slangen, hele kassetten og tilslutningsventiler kan lide en krank skæbne, hvis vandet bliver til is.

Vil du være helt sikker på, at en rest vand i slangen inde i oprullet ikke bliver til is, så tøm haveslangen, og få den ind i frostfri omgivelser sammen med oprullet.

4. Batteriværktøj

Dit akkuværktøj skal ikke udsættes for vinterkulden. Batterierne dør af kulde, og elektronikken inde i maskinerne har ikke godt af at blive udsat for kulde/varmeforskelle. Det kan skabe kondens i elektronikken og komponenterne kan ruste.

LÆS OGSÅ: Kulden dræber dit akku-værktøj!

5. Maling

Okay, det er ikke værktøj, men det er dyrt nok til at tage alvorligt: Maling kan ikke tåle frost, så opbevarer du det i et skur eller på et uisoleret loft, så få det ind i varmen og væk fra frosten. Ellers kan det blive en kedelig oplevelse at åbne bøtterne, næste gang der skal males.