Allerede for et år siden besluttede Maren imidlertid, at hun på et tidspunkt ville inddrage sin tilgroede forhave. I stedet for det vildnis af gamle buske, stauder og ukrudt, der vokser nu, vil hun med tiden indrette en dejlig og overskuelig frugt og bær-have på stedet.

Men det kræver lidt forberedelse, når jorden er så tilvokset som her. Derfor dækkede hun allerede dengang et stort stykke af jorden med sort plast for at få bugt noget af det ukrudt, der voksede her.

Plasten fæstnede hun med sten – og jordstykket fik lov til at passe sig selv i et lille års tid. Nu er der gået næsten et år. Plasten ligger stadig i forhaven, og om et par måneder går arbejdet med den nye frugt og bær-have i gang.

Frugt og bær kan man dyrke næsten hvor som helst. Bare der er sol, læ og en veldrænet jord. De forhold opfylder denne forhave. Selv om her ikke er uanede mængder plads, er det alligevel muligt at udnytte jordstykket, så haven både bliver fuld af varierende, sprød frugt og forskellige lækre bær og samtidig tager sig godt ud.