Selve jordstykket i forhaven har nogle skrå rammer allerede her fra starten. En række pæoner, der er plantet fra et æbletræ og skråt ned gennem forhaven, skal have lov at blive stående. Den skrå linje fra pæonerne kommer derfor til at diktere linjerne i resten af forhaven. Her skal etableres to espalierer.

Et til frugttræer – og et til vin og brombær.Mellem dem skal der være tre højbede. De bliver trekantede i formen, så de spiller flot op til den trekant, de to skrå espalierer danner tilsammen. Mellem højbedene har Maren desuden tænkt sig at placere nogle krukker med små frugttræer.

I den anden halvdel af haven skal der blandt andet være et surbundsbed til blåbær, en række med hindbær, nogle ribs, solbær- og stikkelsbærbuske, foruden en smal hæk af såkaldte søjle-frugttræer. Haven deles op af et langt tråd-espalier.

Her skal vokse en række forskellige frugttræer, som Maren vil espaliere, så de med tiden nærmest vil danne en frugthæk midt i haven.Ind mod naboen vil hun plante brombær, forskellige vinplanter og en enkelt minikiwi.

Planter, der alle kan støtte sig op ad det espalier, der skal etableres, og klatre langs trådene over pæonerne.For enden af haven mod vejen vil hun plante en hæk af surbær. Surbær – eller Aronia, som de også kaldes, er spækket med vitaminer og antioxidanter og skulle være et af de sundeste bær, der findes.

Midt i hækken levner hun plads til et sødkirsebærtræ. Højbedene skal plantes til med tranebær, tyttebær, jordbær. Så er de overordnede rammer for den nye have ved at være på plads.

Tilbage er blot at beslutte mere nøjagtigt, hvilke buske og træer der skal plantes hvor. Skitsen er et rigtig godt og vejledende redskab at have ved hånden, når hun skal i gang med selve anlæggelsen.