Giv din hæk den perfekte start: Plant på det tidpunkt, der er bedst for for netop dine hække-planter - og i den rigtige jord. Bøgehækken her får den bedste start med en efterårs-plantning.

1.Vælg den rigtige type hæk

Det er vigtigt, at den kan trives i den type jord, du har, så den vokser godt. Og så skal du selvfølgelig vælge en plante, du kan lide at se på. Vil du fx gerne have en hæk, der er grøn hele året, skal du vælge en stedsegrøn hæk. Holder du af efterårsfarver, er en bøgehæk oplagt.

LÆS OGSÅ: GUIDE: Vælg de rigtige hække-planter

2. Køb planter til hækken i den rigtige størrelse

De fleste hække-planter fås i flere størrelser, så du kan faktisk plante en hæk i fuld størrelse af planter med klump eller i potte. Men det er dyrt. En langt billigere løsning er mindre barrodede planter. De har også den fordel, at de ofte kommer hurtigere i gang med at vokse. De kræver heller ikke nær så meget vanding.

3. Plant hæk på den bedste tid på året

Det ideelle tidspunkt at plante din nye hæk er forskelligt, alt efter hvilken type hæk du vælger. Som hovedregel gælder, at de stedsegrønne og blomstrende hække skal plantes i maj/september, og de løvfældende/barrodede planter som fx liguster plantes bedst i april/maj eller oktober/november. Bøg kan godt plantes om foråret, men du får det bedste resultat, hvis du venter til efteråret.

4. Sådan planter du hækken

Grav en rende, og sæt planterne efter en snor i velbearbejdet jord, så du giver planterne de bedste vækstbetingelser. Det er vigtigt, at der er plads til løs jord omkring planterne, så rødderne kan få godt fat. Vand grundigt, når du har plantet, og hold hækken fri for ukrudt. De første år har hækken godt af at få lidt gødning, fx en almindelig NPK-gødning, der gives i marts og juni.

5. Klip hækken på det rigtige tidspunkt

Hvornår du skal klippe hæk afhænger af, hvilken type hæk du har valgt.

  • En løvfældende hæk er smart at klippe inden sankthans, hvis den ikke skal stritte for meget, men du kan sagtens nøjes med at klippe en gang midt på sommeren.
  • En stedsegrøn hæk skal kun klippes en gang om året, helst i august.
  • En blomstrende hæk skal ikke klippes, men beskæres indimellem, hvor du fjerner de ældste grene ved jorden.

Husk, at du først skal klippe en nyplantet hæk i toppen, når den har den højde, du ønsker.