Han slår først et jordspyd ned i jorden i midten af området. Ved at binde en snor på ca. 40 cm om spyddet har han en lille passer. Han markerer derefter en cirkel i det rette mål ved hjælp af snoren og brolæggerhammeren.

Bålstedet skal have en bund af marksten eller piksten, som de også kaldes. Brug kun granit og aldrig flintesten, der kan sprænges af varmen.

Han slår de første sten ned i gruset. Med et vaterpas sikrer han sig, at stenene rager 6 cm op over afretningsgruset. Senere skal der nemlig lægges fliser omkring bålstedet, og så skal det yderste af pikstenscirklen gerne være i samme niveau som belægningen.

Det kan være noget af et puslespil at lave sådan en knoldebro, da både former og farver skal passe sammen, hvis det skal være rigtigt flot. Vil du fx lave en trædesti af piksten, skal du sørge for, at hovedparten af stenen er under gruset.

Stenene må heller ikke lægges helt fladt, for så vil de vippe, når du går på dem. Her, hvor der ikke er færdsel, betyder det ikke helt så meget.

Når du er nået hele cirklen rundt med første række sten, kan du fjerne jordspyddet. Der er en god idé ofte at lægge vaterpasset på, så du er sikker på, at cirklen ligger i samme højde hele vejen rundt.

For at skabe en lille fordybning i cirklen skal du fjerne noget af gruset i midten, inden du sætter den midterste sten. Nu skal de resterende sten sættes så tæt som muligt.

Vær opmærksom på, at der ikke må være gennemgående fuger mellem stenene. Det kan du lettere undgå, hvis du varierer størrelsen på stenene.

Det kan være noget af et puslespil at sætte piksten, og selv professionelle brolæggere regner det for en svær disciplin. Men er den først rigtigt lagt, har du en både smuk og robust belægning.

Nu er knoldebroen færdig, og som med andre natursten skal fugerne fyldes med grus. Inden belægningen skal stampes, lægger Jesper den resterende belægning uden om cirklen. Og så kører han en tur med pladevibratoren.

Pikstensområdet derimod skal stampes ved håndkraft med en såkaldt håndstamper. Når belægningen er færdig, er der en flot cirkel i marksten, hvor du kan bage snobrød eller nyde varmen fra bålet en sen sommeraften.