Nogle afgrøder er tidlige, andre skal først i jorden lidt senere og er gode afløsere for de tidlige afgrøder. Endelig er der de afgrøder, der gerne skal vokse i lang tid og derfor optager jorden i hele vækstsæsonen.

Det første, Mette sætter i gang i køkkenhaven, er de tidlige kartofler. Allerede for en lille uge siden lagde hun plastic på jordstykket for at varme jorden lidt op. Nu er jorden klar. Det samme er de forspirede læggekartofler i flere forskellige sorter.

Kartofler bør altid forspires, indtil spirerne er 2-3 mm. lange. Det giver både tidligere – og større – høst. Brug eventuelt en æggebakke, og sæt læggekartoflerne enkeltvis. Sæt først bakken i et 15-20 grader varmt rum.

Når spirerne er i gang, sætter du bakken køligt, men frostfrit – og gerne i solen. Optimalt skal læggekartoflerne stå i udendørs lys i ca. 4 uger, inden de lægges. Kartoffelbedet er ikke særligt stort. Det er kun de tidlige kartofler, Mette vil have i haven.

Kartoflerne skal lægges i en dybde på 5-6 centimeter. Husk at markere, hvilken sort du lægger hvor, hvis du har flere slags. Ellers risikerer du at glemme sortsnavnet. Det er ærgerligt, hvis de smager godt, og du gerne vil have de samme næste år.

Når alle kartofler er i jorden, hypper du lidt jord op om rækkerne. Det vil i denne fase give kartoflerne lidt ekstra varme. Hvis det stadig er lidt koldt i vejret, kan du som Mette lægge den klare plasticdug over jordstykket igen.

Så snart de første kartoffelblade viser sig, skal du dog fjerne plasten igen. Mellem to små højbede skal der være persille. Først hakkes grøngødningsplanten honningurt ned i jorden. Honningurten blev sået sidste efterår – efter høst af de kartofler, der havde stået på stykket.

Honningurten har holdt jordens naturlige mikroorganismer i gang siden høsten, så der er godt med næring i jorden til persillen. Persillefrø kan være længe om at spire. For at få et forspring har Mette købt persillen i udplantningsbakker.

Nu gælder det om at få de små spirer skånsomt adskilt fra bakken og derefter plante dem enkeltvis i jorden. Persillen har vokset i drivhus siden sidst på vinteren. Derfor får de små planter et minidrivhus til beskyttelse om natten til at begynde med, indtil planterne har vænnet sig til udelivet.

Det er en proces, der tager et par uger. Bliver det meget varmt, fjerner hun drivhuset. I sommerens løb må persillen dog klare sig selv. Et andet sted i haven dyrkede Mette hvidløg sidste år. Ikke alle blev høstet, og nogle har overvintret i haven.

LÆS OGSÅ: En mistbænk kickstarter køkkenhaven

De kan nu graves op, deles i enkelte fed og plantes på ny i den nyanlagte køkkenhave. Under flytningen beskytter hun løgene med en fugtig avis, så de ikke risikerer at tørre ud. Derefter planter hun dem forsigtigt i den ny køkkenhave.

Løgene får nu en god portion vand, og for at holde på fugtigheden lægger hun lidt honningurt ud på jorden imellem løgene. Så står der krydderurter på udplantningslisten. Her er det timian af forskellig slags, der er købt i små potter.

De skal plantes samlet i et af de små højbede.Før de kommer i jorden, har de godt af at trække vand i en halv times tid. Når potterne er godt mættet med vand, er de klar til udplantning. Hver potteklump graves ned, og Mette fylder godt efter med jord omkring hver enkelt.

Til slut får bedet en gang vand.I et andet bed har Mette sat almindelige stikløg, der spirer godt allerede. Det er blevet godt lunt i vejret. Stikløg af kepaløg som disse skal sættes i 2-4 centimeters dybde med en indbyrdes afstand på 5 cm.

Så får løgene mulighed for at udvikle sig og vokse godt til. Jorden skal holdes jævnt fugtig, mens løgene danner de første rødder. Derefter er det en god idé at løsne jorden omkring løgene og rømme lidt jord fra toppen.

Det giver løgene de bedste vækstbetingelser.Vand gerne løgene i tørre perioder. Blandt krydderurterne i køkkenhaven vil Mette gerne have fransk estragon. Denne krydderurt er flerårig, men kan kun formeres via stiklinger og ikke fra frø.

Hun var heldig at få en stikling for nogle år siden, og den vil hun nu tage et skud fra til den ny køkkenhave. Hun graver forsigtigt planten op med en greb. Banker jorden lidt af og vrikker nogle blokke af.

Som altid når hun flytter planter i forårsvarmen, pakker hun skuddene ind i fugtigt avispapir, så de ikke risikerer at tørre ud, inden de er plantet på ny. Så skal de opgravede estragonskud plantes i et af de små højbede i køkkenhaven.

Visne toppe fra sidste års vækst klippes af – og de små skud får lidt vand at komme sig på. Salat skal der også være i køkkenhaven. Mette har forspiret forskellige slags i spagnumpotter, og nu er de klar til udplantning.

Selv om Mette ikke har problemer med snegle i sin have, har hun alligevel helgarderet sig og opsat sneglehegn omkring det bed, hvor salaten skal være. Der skal være 30-40 centimeter mellem rækkerne. Det markerer hun med pinde og snor.

Dernæst skal afstanden mellem de enkelte planter være 15-30 cm. Det måler hun løbende, mens hun planter spagnumpotterne i bedet. Undervejs tjekker hun også, at der kun er én spire i potterne. Normalt sår man flere frø i hver potte for at sikre sig, at der i al fald er et spiredygtigt frø.

Har alle frøene spiret, er det nu, du skal tynde ud. Fordelen ved at så salat i spagnumpotter er, at rodhalsen står rimeligt tørt og ikke så let risikerer at rådne. Derfor planter Mette potterne, så de stikker en smule op over det øvrige jordniveau i bedet.

I den midterste række i bedet sår Mette salatfrø direkte i jorden. Nogle foretrækker at vande i sårillen, inden frøene fordeles. Men det regnede godt for et par dage siden, så jorden i haven er tilpas fugtig. Derfor nøjes hun med at vande til slut.

Når frøene er fordelt, slår hun jorden fast omkring dem med et let håndkantslag. Det skaber en god kontakt mellem frø og jord, så frøet er sikret vand. Efterfølgende puffer hun lidt løs jord på toppen af rillen for at minimere vandfordampningen fra jorden.

Rækken vil først være klar senere end de forspirede salater, og på den måde kan man styre væksten, så der hele tiden er frisk salat parat til høst. Nu er al salat i jorden, og det hele får en god omgang vand fra oven.

Mette runder af med at fordele grønne plantedele fra honningurt ud over bedet for at holde på både fugtighed og næring. Der skal også være basilikum i køkkenhaven. Basilikum er en varmekrævende plante.

For at komme godt fra start har Mette købt basilikum i potter til udplantning. Egentlig trives basilikum bedst i et lunt drivhus på vore breddegrader. Men mindre kan også gøre det. Et lunt og beskyttet voksested er i al fald at foretrække.

Her får basilikummen sit eget mini-drivhus. Mette skygger desuden toppen med et viskestykke for at beskytte planterne i etableringsfasen. Bønner er også en fast afgrøde i Mettes have. De får plads i dette højbed, og der skal være flere forskellige slags.

Bønner kan være lidt drilske at få til at spire. De skal altid sås i en varm periode – og helst med udsigt til, at vejret forbliver varmt i nogle dage. Heldigvis er det et lunt forår lige nu, og vejrudsigten for de kommende dag er god.

Derfor kaster Mette sig fortrøstningsfuldt ud i såningen. Først markerer hun rækken med hakkejernet. Bønnerne skal sås i en dybde på 4 cm. Og der skal være ca. 40 cm mellem rækkerne. Når bønnerne er lagt, slår hun jorden fast omkring frøene med kanten af hånden.

Derefter skubber hun løs jord hen over rækken. Til slut skal der vandes.Her hvor honningurten står højt omkring bedet, har Mette planlagt et varmekrævende bed. Her skal blandt andet være rueagurker.

Drueagurkerne planter hun omkring en piletop. Den er en god støtte for drueagurkerne, når de begynder at vokse. Planterne kan med tiden læne sig op ad toppen og dermed komme lidt fri af jorden. Det er flere fordele ved at få dem lidt op.

Planterne har det ikke godt med konstant fugt fra jorden, der kan give svampesygdomme.Samtidig er drueagurkerne bedst, når de er små. Og når de kommer lidt op i højden, er det lettere at følge agurkernes udvikling.

Senere vil Mette også så squash, græskar og hestebønner i bedet. Når du samler de varmekrævende afgrøder et sted i køkkenhaven, er det nemmere at beskytte afgrøderne med en fiberdug eller lignende om natten, hvor temperaturen falder.

I et af højbedene skal der være forskellige slags gulerødder. En vintergulerod – og tre slags sommergulerødder – blandt andet en harlekin-frøblanding med både gule, hvide, røde og orange gulerødder.I højbedet er jorden ekstra god, da der er et større muldlag.

Derfor sår Mette rækkerne lidt tættere, end hun ville have gjort direkte i havejorden. Der bliver derfor 20 cm mellem rækkerne mod normalt 30. Hun markerer først en rille med spidsen af hakkejernet. Så kan hun flytte snoren videre til næste række – og fortsætte med næste rille.

Rillerne er nu tydeligt markeret, og de får en god gang vand. Og så er hun klar til at så. Gulerodsfrø er meget små. Derfor er det svært at undgå, at man kommer til at så for tæt i rækkerne. Man må derfor altid forberede sig på, at der senere skal tyndes ud i rækkerne med gulerødder.

I et forsøg på at minimere det senere udtyndingsarbejde bruger Mette blandt andet en type frø, der er betrukket med en kappe af ler – såkaldte pillerede frø. De er lettere at placere i passende afstand.De pillerede frø kræver dog en jævn fugtighed. Ellers kan de ikke bryde lerkappen i spiringsprocessen.

Når hver række er sået, klapper hun jorden fra de små volde omkring rillen ned om frøene. Til sidst river hun ganske let over rækkerne. Gulerødderne behøver ikke mere vand i første omgang, da rillen på forhånd fik vand.

Ved siden af ærterne har grønkål og artiskokker fået plads til at vokse. Nu er køkkenhaven godt anlagt i første omgang. Flere afgrøder vil komme til hen ad vejen, når Mette begynder at høste, og andre vil blive sået i flere omgange over hele vækstsæsonen.