Du kan for eksempel tegne en skitse. Det giver et godt overblik, og det letter arbejdet for dig senere, når du skal i gang med det fysiske anlæggelsesarbejde. Med skitsen i hånden ved du, hvad du skal, og hvor du skal grave.

Mette Østergaard er passioneret køkkenhavedyrker gennem mange år. I år vil hun anlægge en helt ny køkkenhave på det stykke jord, hvor hun sidste år havde kartofler.

I stedet for at have lange, lige rækker med grønsager vil hun i år eksperimentere mere med formgivningen af køkkenhaven. Det bliver en større udfordring, når hun skal i gang med at anlægge køkkenhaven.

Til gengæld har hun tænkt nøje over mange små detaljer til havestykket, og hendes ønske er, at køkkenhaven vil udvikle sig lige så meget til pryd som til nytte. Målene for Mettes køkkenhave er et kvadrat på 8 gange 8 meter.

Inden for dette jordstykke vil hun have adskillige mindre bede i varierende størrelser. Havens midte består af en cirkel, hvor der skal være en stor balje vand – og mulighed for at sætte sig ned og nyde.

Baljen med vand i midten af køkkenhaven er med til at tiltrække gode nyttedyr, som kan hjælpe med at bekæmpe eventuelle skadedyr. Rundt om vandbaljen vil hun etablere en let indhegning, som samtidig vil være et klatrestativ for spiselige sommerblomster.

De mange små bede gør det både lettere at komme til, når der skal sås, luges, hakkes og høstes. Og samtidig vil de mange små bede gøre haven visuelt levende og bidrage med en naturlig fordeling af de forskellige afgrøder. Hun leger også med højdeforskelle.

Nogle af bedene skal nemlig etableres som højbede i kasser. Højbede egner sig for eksempel fint til små krydderurter. De mange bede gør det også enkelt at flytte grønsagerne til nye bede næste år, så de ikke vokser på samme plads år efter år.

Det er det, man i landmandssprog kalder sædskifte. For enden af køkkenhaven vil Mette afgrænse området med en pergola af hasselkæppe.

Pergolaen skal virke som klatrestativ for både stangbønner, pragtsnerler og latyrus.Ved at farvelægge skitsen bliver den mere overskuelig, og det er let at få et godt overblik.