For kort tid siden såede hun således både almindelig hovedsalat og rucola, som nu skulle være klar til udplantning. Både den almindelige salat og rucolaen stillede Mette under hækken, mens de skulle spire.

Begge dele skal nemlig have det lidt koldt i den fase. Men da hun hentede bakkerne frem til salatbedet, var rucolaen i en sørgelig forfatning. Den har haft ubudne gæster. Det er jordlopper, der har været på spil. De har ganske enkelt spist de spæde rucolaspirer, mens salaten stadig har det fint.

Mette gætter på, at rucolaen har været lidt tør undervejs i spiringsprocessen. Det kan jordlopperne nemlig godt lide. Jordlopper holder desuden mere af rucola end af almindelig salat, da rucola hører til kålfamilien.

Jordloppen er en slags bladbille, der er 2-3 mm lang og er helt almindelig, hvor der dyrkes såkaldte korsblomstrede afgrøder. Det er for eksempel radiser, majroer og alle former for kål.

Lopperne æder bladene på afgrøderne og efterlader sig små huller som her.Hvis du vil forebygge et besøg af jordlopper i køkkenhaven, skal du sørge for, at jorden omkring loppernes livretter holdes fugtig.

Enten ved at vande med vand eller ved at dække jorden med fx græs eller honningurt som her for at dæmpe fordampningen. I dette tilfælde er der ikke meget at gøre. Rucolaen var ikke kommet nok i gang, så der er ikke noget at redde.