Alle beholdere kan i princippet bruges til planter. Blot skal du sikre dig, at der er hul i bunden, så overskydende vand kan løbe ud. Krukker kan du næsten placere hvor som helst.

Du skal selvfølgelig tage højde for, at nogle planter kræver mere lys end andre. Derfor kan den mørke krog måske være en udfordring, men en del planter har det faktisk bedst i skyggen.

Der er et væld at forskellige krukker i forskellige stilarter i handlen, så hvis du har lyst til at begynde helt fra bunden, så tag en tur i havecenteret, og lad dig inspirere. Husk også at købe rigeligt af god pottemuld. Det er absolut en af forudsætningerne for at lykkes med projektet.

Du skal også på forhånd sørge for at have nogle lecasten eller bare potteskår, som du kan bruge som dræn i nederst i krukken. Er krukken stor, kan du eventuelt fylde bunden med nogle af de små plasticpotter, du har fået med indkøbte planter.

Så er du klar til at vælge, hvilke planter du vil have i din krukkehave.