Det er stikkelsbærbladhvepselarver, der er på spil. De æder ganske enkelt stikkelsbærbuskens blade – og de kan sætte sådan en busk til livs på få dage. Ofte er det de nederste blade i busken, der bliver angrebet først. Det er også sket her. Et svagt angreb betyder ingen ting.

En helt afløvet busk vil derimod få bærrene til at tvangsmodne, og udbyttet i den kommende sæson bliver væsentligt lavere. Maren fjerner derfor alle larverne med det samme. Hun kigger godt efter, at der ikke gemmer sig nogle et sted på et blad.

Det er svært helt at undgå bladhvepselarver. Men mange forskellige fugle kan godt lide dem. Med gode trivselsforhold for småfugle i haven, kan du måske undgå larverne. Så sørg for en redekasse eller to til mejser og musvitter.

Der findes også forskellige snyltehvepse, der kan angribe larverne. En have med mange forskellige planter vil tiltrække disse nyttedyr, så variation i plantevalg er også en mulig forebyggende løsning.

Fangsten lander på syv bladhvepselarver i alt i dag. Der er kun én vej for dem, og det er døden. Også på gårdspladsen er der larver på spring. Her har tallerkensmækker-planten fået nogle små gule plamager på et af de karakteristiske flade blade.

Det er kålsommerfuglens værk. Den har lagt sine æg på bladet. Tallerkensmækker - eller blomsterkarse, som den også kaldes – er en spiselig sommerblomst. Og kålsommerfuglens larver er også vældig glade for smagen.

Larverne elsker at æde de fine blade.Men disse æg får nu aldrig lov til at udvikle sig til mere, for Maren maser dem med det samme. Og i den kommende tid må hun fortsat holde godt øje med planten.