De består af pottebakker, man selv samler. En ramme, de kan stå i, og et låg, der både kan fungere som bund og top, der kan hjælpe med at holde på fugtigheden. Roottrainers fås i forskellige størrelser – afhængigt af hvor lange rødderne bliver.

Planter, der får en længere pælerod, som fx valmuer, har bedst af en dyb potte. Mens småting, der relativt hurtigt skal plantes ud, kun har brug for en lav model. Roottrainers har huller i bunden af potterne. Selve ”træningen” består i, at når rødderne når bunden, vil de svides af luften.

På den måde undgår man, at der opstår det, man kalder rodsnøre, hvor rødderne så at sige kravler rundt og rundt i bunden af potten.Rodsnøre kan gøre det vanskeligere for den lille plante at få ordentligt rodfæste, når den senere bliver plantet ud haven.

Når rødderne svides af, når de når bunden, vil roottraineren desuden medvirke til, at planten får et mere kompakt rodsystem, som er bedre til at holde sammen på jorden i potten, end hvis rødderne blot søgte ned og drejede rundt i bunden af potten.

Også rillerne langs roottrainernes potter bidrager til det mere kompakte rodsystem, da rødderne lægger sig langs med rillerne i stedet for at søge direkte mod bunden. Disse forspiringspotter gør det let at følge, hvor langt planterne er i udviklingen.

Det er også nemt at åbne potterne, så du kan få planten ud – uden at ødelægge rødderne. De små planter får dermed et forspring sammenlignet med andre planter, hvor rodnettet tager skade, når de skal ud af forspiringspotterne.