Jane har fx en del duftgeranier og pelargonier i sin udestue. Og hun laver gerne endnu flere, når hun går en runde med saksen. Afklippet samler hun i forskellige bunker på gulvet, og så er hun efterhånden klar til dagens stiklingeproduktion.

Hun klipper først stænglerne til, så der er to bladhjørner nederst. Her piller hun bladene af. Det er nemlig fra hvert af disse bladhjørner, de nye rødder skal udvikle sig. Også bladmassen i toppen justeres. Der må endelig ikke være for mange blade, da stiklingen ikke har kræfter til at trække vand til en større bladmasse.

På den anden side er det dog meget vigtigt, at der stadig er lidt grønne blade tilbage, der kan fange lyset. Hvis der sidder en blomsterknop, skal den endelig også nippes af. Så kan stiklingen bruge alt sit krudt på at danne rødder. Nu er de enkelte stiklinger klar til at komme i jorden.

Hertil skal du bruge en decideret så og prikle-muld. Den har den rette struktur til stiklingerne og er tilpas næringsfattig , så de nye rødder ikke svides af. Jane fylder potterne på én gang og trykker jorden let sammen med bunden af en anden potte. Med en helt almindelig blyant stikker hun et lille plantehul til stiklingen.

Hun placerer stiklingerne langs med pottens kant. Her er luftindholdet i jorden nemlig større end midt i potten. For når man vander, sker der ofte det, at vandet samler sig i midten af potten, hvor jorden tilsvarende kan blive lidt sumpet.

Det bryder stiklingerne sig ikke om. Men i siden af potten har de mere ilt til rådighed og dermed større chancer for at lykkes. Af samme grund er firkantede potter gode at bruge, når du skal stiklingeformere.Husk at trykke jorden godt omkring stiklingen, når du placerer den.

Men tryk endelig ikke resten af jorden fast sammen.Nu er stiklingerne godt placeret i den tørre jord.Jane placerer potterne i et fad med vand og sætter en almindelig frysepose over hver potte. Poserne skal hjælpe stiklingerne med at holde godt på fugtigheden.

En høj luftfugtighed er helt nødvendig, når stiklingerne skal danne nye rødder. Nu får potterne lov at suge alt det vand, de kan drikke i en halv times tid, mens Jane sætter bakken i ned skyggen. Stiklingerne tåler ikke direkte sollys.

Når potterne får lov at suge vandet op stille og roligt, minimerer du risikoen for, at jorden bliver for våd og stiklingerne rådner. Tøm derfor vandfadet efter en halv times tid. To måneder senere er de fleste af stiklingerne godt på vej.

Jane har selvfølgelig fjernet plastposerne, da hun kunne konstatere, at stiklingerne begyndte at vokse.Èn af disse stiklinger af duftgeranien har ikke klaret at danne rødder, men er i stedet rådnet. Den skal selvfølgelig væk.

Hvis målet er en godt forgrenet og busket vækst, er det en fordel også at knibe topskuddet af. Sådan stimulerer du planten til at sætte sideskud. Endelig får de forskellige nye planter et lille navneskilt.

For en plantesamler som Jane er den slags helt naturligt, og skulle én af planterne gå til en anden planteelsker, kan det være meget rart at kende navnet på planten.