Ved nærmere eftersyn er der dog mange andre dyr end blot lusene. Det er blandt andet forskellige såkaldte nyttedyr, der lever af at æde lusene. I drivhuset kan det imidlertid være nødvendigt at give de planter, man dyrker, noget ekstra hjælp til at klare skærene, hvis skadedyr invaderer planterne.

Det er nok fåtallet, der har lyst til at anvende kemi, når det drejer sig om frugt og grønt, som vi har glædet os til at spise. Men der er hjælp at hente på anden vis. For man kan købe forskellige nyttedyr via internettet.

Lene har bestilt en pakke med forskellige nyttedyr, der kan hjælpe med biologisk bekæmpelse af de typiske skadedyr, man døjer med i drivhuset.Der følger en vejledende beskrivelse med pakken, der fortæller, hvordan du sætter nyttedyrene ud. Men husk, at de ikke kan holde til at stå placeret i fuld sol.

Plastbøtten her indeholder fx snyltehveps og galmyg – både i puppeform og levende dyr. Disse nyttedyr er gode til at bekæmpe bladlus. Derfor anbringer Lene bøtten ved den lusebefængte dild, men også melon og peber er ofte ofre for bladlusene.Man åbner blot bøtten, så finder nyttedyrene selv vej til lusene.

Agurkerne er meget tilbøjelige til at bukke under for spind. Det dukker typisk op i planterne tre uger efter plantning. Derfor har Lene bestilt spinderovmider, som æder eventuelle spindelarver. Der er heldigvis ikke spind i agurkerne her, men Lene bruger dem alligevel forebyggende.

De skal hældes forsigtigt ud på agurkernes blade, men kun på de blade, der ikke er i fuldt sollys.Også meloner, peber, auberginer og bønner får et forebyggende drys med rovmiderne. Det samme gælder chiliplanterne. Røret placerer Lene til sidst ved roden af agurkeplanten. Så kan de sidste rovmider selv kravle ud.

Endelig er der disse små papskiver, der indeholder pupper med såkaldte mellus-snyltehveps. Mellus kaldes også hvide fluer, og de er specielt glade for både tomater, agurker og peberplanter.

Mellussnyltehvepsene lægger æg i mellusenes larver, som derefter vil dø. Papskiverne med de sorte pupper sætter man blot på de planter, der er i farezonen. Husk at placere nyttedyrene i skygge.

Tilbage er der blot at lade naturen gå sin gang og håbe på, at nyttedyrene minimerer de mulige skadedyr.