Maren har valgt et bredt udsnit af almindelige frugter og bær, som mange dyrker derhjemme. Men der er også nogle lidt mere eksotiske vækster som fx abrikos, fersken og minikiwi. Generelt anbefaler hun, at man vælger de enkelte sorter ud fra et kriterium om, at de skal være så sunde og robuste som muligt.

Vælg fx helst de meldugresistente bærbuske, de skurvresistente æbler, og plant de jordbærsorter, der ikke er tilbøjelige til at bukke under af gråskimmel. Det giver en masse fordele på længere sigt, fordi du får langt færre problemer med de mange forskellige sygdomme, der ofte kan ramme frugt og bær-haven.

Uanset, hvilke frugter eller bær du ønsker i haven, kan det betale sig at sætte sig ind i de enkelte sorters egenskaber. Så får du præcis det træ eller den busk, der passer til dine behov i din have.