Pelargonien her trænger i al fald til en omgang nipning. Når Karina fjerner de visne blomsterstande, forhindrer hun, at planten bruger kræfter på at sætte frø, så den stopper med at blomstre. Samtidig sætter afpudsningen gang i dannelsen af nye blomsterstande.

Forskelligt frøukrudt sniger sig ofte også ned i krukketoppen, og så må man i gang med at luge. Også de stedsegrønne krukkeplanter bliver kønnere, når du går dem efter med saksen. Og andre potter er holdt helt op med at trænge og skal bare smides ud.

Selv om resultatet i første omgang måske ser en anelse blomsterfattigt ud, vil der kun gå ganske få dage, før krukkehaven atter står i fuldt flor.