I løbet af foråret, når risikoen for nattefrost er ovre, er det tid til en grundig oprydning for at gøre klar til dette års flor af nye planter til krukkehaven på terrassen. En sammenplantning fra sidste år er kun delvis overlevet. Den skal deles.

Men først skal hun sortere fra bunden, hvor potteskår har hjulpet som dræn – og en omvendt plasticpotte har fungeret som fyld, så Karina har kunnet spare lidt på pottemulden. Hun skiller derfor det grønne fra det visne og gemmer det grønne til en ny krukke, mens hun smider det visne bort.

Krukken børster hun først indvendigt – og derefter vender hun bunden i vejret, og også bunden får en gang med den stive børste. Der er masser af små potter at gå igennem. De skal tømmes, rystes, børstes og sorteres.

Luges skal der også, så det kun er den tiltænkte plante, der kommer til at gro i hver krukke. Sådan fortsætter forårsrengøringen af inventaret, til alt er gået igennem og sorteret. Nu hvor den er ryddet, trænger den gamle havebænk til en gang med kosten.

Karina samler krukkerne med planter i skyggen. Ved siden af står alle de tomme krukker foruden bakker, baljer, og hvad der ellers er, så hun kan få plads til at gøre rent på terrassen. Så skal der fejes. Der har samlet sig en del skidt i løbet af vinteren.

Det er nu tydeligt, hvor ukrudtet har slået rødder. Det værste skidt fjerner Karina fra græsplænen med en rive. Og så gælder det ukrudtet mellem fliserne. Omsider er terrassen ved at være klar til atter at tage imod krukkerne.

Men først får de alle de tomme krukker en ordentlig tur i baljen. På den måde sikrer Karina sig, at både spindelvæv, smådyr og eventuelt sygdomskim fra tidligere forsvinder, så den kommende krukkehave får en god start på livet i haven.

Her er det en snegl, der har fundet sig et tilflugtssted. Også den vasker hun af. Vandet er godt beskidt efterhånden. Det får bedet glæde af. For nu skal baljen bruges til at lægge en stor terrakotta-krukke i blød.

Når krukken er godt fugtet op, holder den også bedre på vandet til de planter, der om lidt skal flytte ind i den. Det eneste, Karina mangler nu, er at fodre kompostbunken med resterne fra den gamle krukkehave.