Denne model virker ved såkaldt kapillærvanding. Først skal du selvfølgelig sørge for, at du har en god, opvandet pottemuld til rådighed til selve tilplantningen. Og så skal vandingstanken samles. Det er ganske let, følg blot den medfølgende instruktion. I midten er et hul. Det fylder du op med jord, som du presser let til.

Denne jord vil fremover sørge for at suge det vand op, som planten har brug for. Fyld så krukkebunden med potteskår, lecasten eller andet til dræn – og tjek også, at krukken har et drænhul. Placér så vandingstanken i bunden af krukken.

Så fylder du krukken op med pottemulden og sikrer dig, at jorden slutter tæt om vandingstanken. Dernæst kan du placere de planter, du vil have i krukken. Her i krukken skal der være flere planter, så Karina sørger for, at påfyldningsrøret er let at komme til.

Der er nemlig her, hun i fremtiden skal fylde vand på tanken. Er røret for langt, kan du afkorte det. Er det for kort, kan du hæve tanken med noget drænmateriale. Når røret passer i højden – og det er placeret hensigtsmæssigt – kan du plante resten af krukken til.

Som tommelfingerregel bør der ikke være mere end 15 cm mellem oversiden af vandingstanken og planternes rødder, hvis du vil være sikker på, at planterne får tilstrækkeligt vand.

Vandingstankene fås i forskellige størrelser, og jo større tank du kan få plads til i krukken, jo lettere bliver det for dig at passe den med vand fremover. Vær blot opmærksom på, at der skal være plads til planternes rødder i krukken.