Brændenælder indeholder nemlig masser af kvælstof og andre vækstfremmende sager, der virker stimulerende på andre planter. Især her først på sæsonen er nælderne fulde af næring. Maren samler et kilo brændenælder i alt.

Hun lægger alle de grønne brændenælder i en netpose, der tidligere har været kartofler i. Hun lægger nettet med brændenælderne ned i baljen og hælder ti liter vand over i alt. Nu skal nælderne stå og trække i vandet i mindst 2-3 dage – og egentlig gerne i et par uger.

Med tiden kommer det klare vand efterhånden til at se grumset ud. Og lugten er desuden blevet meget fæl! Af samme grund bør du undgå at placere baljen med nælderne i nærheden af terrassen, hvor du opholder dig.

Når Maren fortynder det plumrede vand med vand fra hanen i forholdet 1:10, har hun imidlertid en rigtig god hjemmelavet gødning. I denne omgang er det køkkenhavens porrer og kartoffeltoppe, der får glæde af det næringsrige gødningsvand. Længere ude på marken vokser der agerpadderokke.

For de fleste er denne juletræs-lignende plante en hadet vækst, da den også er rigtig besværligt ukrudt at slippe af med igen, hvis den finder vej til haven. Men da padderokke indeholder mineralstoffet silicium, har det vist sig, at et udtræk af padderokke kan forebygge svampesygdommen meldug.

Derfor plukker Maren en god buket med hjem. For at trække mineralstoffet ud af padderokken skal planterne ligge i kogende vand og trække – ligesom te. Som med nælderne skal forholdet også her være 1:10.

Man kan vælge at lade planterne trække i koldt vand i et døgn og derefter koge det – eller man kan gøre som Maren og hælde kogende vand over planterne og så derefter lade blandingen trække et døgn.

Herefter sier du planterne fra og kan så bruge udtrækket, når du fortynder det med vand i forholdet 1:10.