Mette er vant til at arbejde ved køkkenbordet hos sine kunder. Det er udstyret indrettet efter, og enhver haveejer kan selv lege havearkitekt med papir og blyant. Et stykke ternet papir, som Mette har lagt under det gennemsigtige tegnepapir, er en stor hjælp, når målestoksforholdene skal overholdes.

Tegnepapiret her kaldes Manyfold, men du kan lige så godt bruge køkkenskuffens madpapir eller mønsterpapir fra sy-skuffen. Det er naturligvis en forudsætning, at hun kender målene på bedet, når hun går i gang med skitsen. I dette tilfælde skal bedet være 3 x 4 meter stort.

Hun begynder med at tegne rammerne ind for bedet. Tegn først rammen for bedet ind på det ternede papir nederst. Når du efterfølgende tegner videre på det gennemsigtige papir øverst, kan du uden videre kassere det øverste papir, hvis skitsen viser sig ikke at fungere helt optimalt.

Dette bed skal omkranses af et kastaniehegn på tre sider. For at have en mulighed for at komme rundt i bedet uden at betræde jorden alt for meget planlægger Mette en trædesti gennem bedet. Fra stien kan hun nå alle planter i bedet. Stien snor sig gennem bedet som bogstavet M.

Dernæst markerer hun, hvor de forskellige roser skal placeres i bedet. Der skal være mange forskellige slags roser i bedet. Storblomstrende, klatreroser, historiske roser, buketroser og bunddækkende. Roserne langs den ene side af bedet skal være på stammer.

Farverne varierer meget på de forskellige roser i bedet. Derfor skal der plantes stauder i blå og hvide nuancer i bedet. Stauderne skal både hjælpe med at dække bunden, så ukrudtet ikke så let tager overhånd, og så skal stauderne farvemæssigt være med til at binde alle rosernes forskellige farver bedre sammen.

Der kommer blandt andet lavendel, salvie, bjergmynte, brudeslør og storkenæb imellem roserne. Tanken er, at bedet senere vil træde frem som et lille hav, hvor roserne og de forskellige stauder flyder fint imellem hinanden.

Skitsen er nu færdig, og Mette har fået et godt overblik over det kommende bed – og skitsen er en god støtte, når bedet skal plantes til.