Der findes flere måder at bekæmpe skjoldlus på. Jane foretrækker at vaske de angrebne områder af med insektsæbe. Det er vigtigt at gnubbe bladene godt, for skjoldlusene sidder godt fast og er samtidig beskyttet af deres skjold, mens de sidder og suger saften ud af bladene.

Man kan også købe både kemiske produkter og nyttedyr; de såkaldte skjoldlussnyltehvepse, der kan afhjælpe problemet. Nyttedyrene er dog temmelig dyre i anskaffelse og anbefales ikke til hobbyavlere.

Skjoldlus viser sig ved, at bladene begynder at glinse af en klæbrig masse. Det er skjoldlusenes ekskrementer – den såkaldte honningdug. Honningduggen kan danne grobund for branddugsvamp.

Branddugsvampen viser sig som en sort belægning på bladene og gør absolut ikke noget godt for plantens æstetiske udtryk. Når Jane gnubber godt på bladene, bliver vaskesvampen helt sort.

Det er formodentlig de første tegn på, at branddugsvampen er begyndt at finde fodfæste.Behandlingen med insektsæbe skal gentages nogle gange, før skjoldlusene er helt væk.