Klematis deler man i tre beskæringsgrupper. Denne klematis montana ”Rubens” hører til den første gruppe, der generelt slet ikke skal beskæres. Den blomstrer tidligt – allerede i maj/juni måned. Man kan forynge den ved at skære de ældste ranker ned til 20-30 cm umiddelbart efter blomstring. Gruppe 2 er de storblomstrende klematis, der blomstrer først på sommeren – og ofte gentager blomstringen i løbet af sensommeren.

Disse klematis skal kun beskæres meget svagt i det sene efterår eller tidligt på vinteren. Trænger planten til udtynding, bør det ske imellem de to blomstringsperioder – fx i juli måned.Disse klematis vokser, inden de blomstrer. Men blomsterne kommer på skud, der er dannet forrige år.

Beskærer du dem i foråret, får du ingen – eller i al fald kun ganske få blomster. Den sidste gruppe – beskæringsgruppe 3 – er de sent blomstrende. De blomstrer sidst på sæsonen på de skud, der er dannet samme år.

Disse klematis er oplagte at plante sammen med forårsblomstrende buske som fx rododendron som her. De er nemme at have med at gøre. Når bladene er visnet ned, skal de hvert år blot skæres helt ned til 20-25 cm over jorden.

Gør du det umiddelbart efter nedvisningen, slipper du for at se på det visne løv vinteren igennem.Beskæringen skal dog helst ske inden marts måned, hvor planterne atter begynde at skyde og danne nye blomsterknopper.

Den store bunke afklip vidner om, at disse klematis fra gruppe 3 ikke har nogen problemer med at komme langt omkring, selv om du klipper dem helt ned hvert år. Så er rododendronen helt fri af klematissen. Tilbage står blot rodstumpen, der vil skyde på ny om nogle få måneder.

I august måned er det tid til at sommerbeskære denne haves to gamle blåregn, der begge har 30 år på bagen. Det er nogle frodige og villigt voksende planter. Den venstre er af japansk afstamning – en ”Wisteria floribunda” – mens den højre er den kinesiske ”Wisteria sinensis”.

Kigger man nøje efter, kan man se, at japaneren snor stammen mod uret, mens kineseren snor sig modsat – altså med uret. De når snildt op på førstesalens balkon i løbet af vækstsæsonen. Og sådan er det med ældre blåregn.

For at styre væksten må man beskære planterne.Jane beskærer sine blåregn to gange om året. Den ene beskæring foretager hun lige efter blomstringen, for sommerbeskæringen giver mindre nyvækst end vinterbeskæringen.

I august beskærer hun både de lange nye skud og stilkene fra de afblomstrede blomsterklaser. Mange blåregn blomstrer to gange. Første gang i maj-juni og anden gang i løbet af august måned. Og der er også blomster på vej her.

Derfor skal man passe lidt på, så man ikke klipper de nye blomsterskud af under beskæringen. Hvis årets tilvækst derimod får lov til at gro uhæmmet, vil blåregnen hurtigt blive for voldsom og måske tage pusten fra haveejeren.

Med en gammel blåregn er det i øvrigt en god idé løbende at holde øje med, om nogle af de nye skud eventuelt kan erstatte eller fylde op mellem nogle af de ældre og mere bare områder på planten. På skud, hvor noget er grønt og andet er brunt, klipper Jane det brune af.

Der er nok at gå i gang med, og der er ikke andet at gøre end at arbejde sig gennem planten stykke for stykke, når den er så stor som denne.

En uge senere er begge blåregn beskåret for denne gang. Der er atter kommet styr på væksten, så planterne smyger flot sig omkring facaden. Men nu stikker planterne hverken alt for langt væk eller højere op, end det er Janes hensigt.

Det er blevet vinter og dermed tid til atter at finde saks og sav frem og beskære blåregnen. På denne tid af året er alt løvet væk.Derfor kan man se, hvordan strukturen – eller konstruktionen, om man vil – er hos planterne på en helt anden måde, end det lader sig gøre i sommerens løb.

Det gør det langt lettere at se og beslutte, om der skal større ændringer til.Er der hele grenpartier, der rager for langt ud?Eller er dele af planten for tæt og trænger til en udtynding?

Det kan være svært at afgøre, når bladene dækker skelettet. Men i nøgen tilstand er det tydeligt, at den japanske blåregn til venstre er noget tættere og mere omfangsrig i sin vækst end sin kinesiske kusine til højre.

Det vil Jane forsøge at udligne, så de to blåregn bliver mere symmetriske at se på både sommer og vinter.Hun begynder oppefra og arbejder sig nedefter. Ved at rykke i de grene, hun vil tynde ud i, er det nemmere at se, hvor de ender henne længere nede ad stammen.

Det er nemlig bedst altid at skære grenene af så tæt ved basis som muligt, så resultatet ikke ender med at ligne en delvis amputation. Et par enkelte af de større og ældre grene må også lade livet for at genoprette symmetrien. Og så skal flere af de små grene studses lidt til.

Jane gennemgår den kinesiske blåregn på samme måde.Her er en af de lidt tykkere grene ved at vokse ind over vinduespartiet. Og den er samtidig begyndt at sno sig omkring den næste større stamme ved siden af. Så den ryger først. Resten må hun filtre ud.

Tilbage er blot et par lange årsskud, hun studser tilbage.På siden af huset har blåregnen fået fat i nedløbsrøret. Det er en rigtig dårlig idé, for det er jo tydeligt at se, hvor omfangsrige disse stammer kan blive. Sådan en stamme kan nemt gøre livet surt for nedløbsrøret, så her gør hun også kort proces.

Tilbage er blot lidt finjustering ved roden, og så er den blåregn klar til næste vækstsæson. En kærkommen og meget frodig slyngplante hos mange, der har drivhuse eller vinterhaver, er vin.

Under særligt gunstige forhold kan vin også vokse udenfor, men høsten bliver dog knap så stor. Under vores himmelstrøg skal man ikke regne med, at vinen kan modne mere end én klase druer fra hvert sideskud. Og hvis høsten er det primære for dig, bør du beskære din vin ud fra den betragtning.

Her er der afsat to klaser. Den øverste kan man altså fjerne. Der er heller ingen grund til, at sideskuddene bliver ved at skyde, så planten bruger sine kræfter på det.

Det er bedre, at planten koncentrerer sin energi på at modne druerne.Derfor bør du beskære sideskuddene. Lad dog altid et blad sidde over den klase, du vil bevare på planten.

Bladet over klasen skal sikre, at der stadig er kraft tilbage i planten, som kan trække vandet forbi den blivende klase. Vær også opmærksom på, at planten behøver et vist antal blade for at sikre, at der dannes sukker nok til at modne druerne.

En god huskeregel er, at der skal være mindst seks blade til hver drueklase i alt, hvis du drømmer om søde, modne druer.