Vedbend udvikler hæfterødder, når de har noget at kravle op ad. Men der går nogen tid, før disse rødder viser sig. Derfor må man hjælpe slyngplanterne på vej i begyndelsen.

Først klargør hun de to plantehuller.Her er det meningen, at planterne med tiden skal danne en grøn væg, der skærmer af ind mod cykelskuret, så de forskellige grene fra de nye vedbendplanter skal fordeles jævnt over det opsatte rionet.

Planterne her er købt ekstra store, så de når allerede op til taget på cykelskuret. Ventetiden bliver dermed noget kortere, før planterne lukker helt af. Det er dog efterår. Det er den bedste plantetid på året, selv om vækstsæsonen er gået på hæld.

Det, man planter i efterårets løb, når ikke at vokse sig stort, inden vinteren kommer. Til gengæld vil planterne ofte have bedre vilkår for at etablere sig godt under jorden – uden de risikerer at tørre ud.

I første omgang planter Jane begge planter i jorden. Så har hun en bedre fornemmelse af, hvordan hun kan fordele stænglerne jævnt over rionettet. Og så handler det om at fordele og binde stænglerne til jævnt over hele rionettet.

Det er lidt af et pillearbejde, men det lønner sig i sidste ende, at man er omhyggelig i begyndelsen. Jane bruger en papirbelagt opbindingstråd. Den er nem at have med at gøre, da den kan vikles og fæstnes om sig selv, uden at man behøver at bøvle med at slå knude.

Denne er ikke tykkere, end at den forholdsvis hurtigt vil forgå, når vedbenden har fået godt fat. Nær toppen af halvtaget vikler hun stænglerne ind og ud af rionettet. Man skal være opmærksom på, at stænglerne skal bindes op- og ikke nedad.

Det bryder de sig ikke om. Her må de gerne få lov at vokse lidt ind over taget. Sådan fortsætter hun stængel for stængel med næste plante ligeså. De lange sideskud binder hun helt hen til stolpen. Så vil vedbenden med tiden dække endnu bedre af for vind og vejr under halvtaget.

Den grønne væg begynder efterhånden at tage form. Den er allerede forholdsvis tæt. Når vækstsæsonen begynder på ny til næste forår, vil der ikke gå lang tid, før væggen bliver helt tæt og lukker godt af.

Vedbenden vil også selv begynde at udvikle hæfterødder, og til den tid vil det ikke være nødvendigt fortsat at binde den op. Andre typer af slyngplanter, der ikke er selvhæftende som vedbend, kan derimod have glæde af lidt løbende opmærksomhed.

Det gælder fx klatreroser. Her er sådan nogle metalkroge en god hjælp.Denne rose har det fx med at lægge sig ud mod gangarealet. Men ved hjælp af sådan et par små kroge er det ret nemt at få styr på den igen.

Man ser ikke krogene, medmindre man kigger rigtig godt efter. Men de er meget effektive til at holde på stænglerne. I forhold til roser med torne er det i øvrigt langt at foretrække, at man ikke skal alt for tæt på, så man risikerer at få skrammer, mens man binder stænglerne op.